Livets Bog, bind 2
Krig udgør fortidige religioners efterladte vanebevidsthed og har ikke noget med kristendommen at gøre
453. Her vil enkelte læsere naturligvis mene, at krigssituationer som regel ikke er noget, man ønsker, men noget der opstår som en uundgåelig nødvendighed f.eks. som beskyttelse imod undertrykkelse, tilbagevisning af angreb eller overfald, som forsvar for rettigheder osv. Og det er også rigtigt, at menneskeheden i virkeligheden er så langt fremskreden i udvikling, at krig ikke mere er så lysende et ideal som i svundne tider, og i realiteten ikke ønskes af dens ophav, men mere af dem betragtes som en absolut påtvungen nødvendighed. Men denne side af sagen er jo kun, hvad der er synligt i nuet eller krigens udløsningsøjeblik. Enhver krigs sande årsag ligger absolut ikke i nuet, ja, er for de nulevende jordmenneskers vedkommende årtusinder forud. De krige, der i dag er erklæret eller forberedes, har ikke sin virkelige og dybeste rod i de årsager, de i dag opgives at være baseret på. Disse er i realiteten kun ydre fysiske udløsende momenter. Disse momenter er så igen i virkeligheden vibrerende reaktionsbølger fra en længst forsvunden tidsperiode med helt andre dagsbevidste idealer og autoriserede moralforskrifter end de, der i dag søges indøvet som vejen til fuldkommenhed.
      At det netop er således, er gang på gang uomstødelig bevist igennem den omstændighed, at mange krigsførende magter har haft en autoriseret moral, der ganske udgør en diametral modsætning til krig. Dette gælder navnlig for de magters side, der kalder sig "kristne". Her gælder det, at den autoriserede tvungne moral- eller religionsundervisning i skolerne indeholder sådanne fundamentale forskrifter som: "Stik dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", - "vend den højre kind til, når du bliver slået på den venstre", - "hævner eder ikke selv I elskelige, jeg vil betale, siger den Herre Zebaot", - "elsk din næste som dig selv" osv. og som netop gennem tusinder af ligeså autoriserede præster doceres fra de samme magters statskirker eller religiøse institutioner.
      Da kristendommen uden disse idealer ikke på nogen som helst måde kan være "kristendom", er krig således en foranstaltning, der ikke under nogen som helst form kan komme ind under begrebet "kristendom". At krig ikke desto mindre kan forekomme som en skæbne, der er en "moralsk" nødvendighed, beviser kun, at denne "moral" og skæbne ikke har noget med "kristendom" at gøre.
      Hvor stammer nævnte moral og skæbne da fra? - Svaret er ligetil. Nævnte kan kun stamme fra en tidsperiode, der var forud for kristendommen. Dette stemmer også fuldt overens med de virkelige fakta. Moral og skæbne før kristendommen var jo netop baseret på krig. Kun de, der var dygtige i kamp, var helte, var kvalificerede til datidens himmerige. Jo, krigen var denne tidsperiodes eneste attråværdige levemåde. Krig var det eneste, der gav adgang til "Valhal", gav adgang til gudernes yndest. Desuden var denne levemåde den mest naturlige fortsættelse af dyrenes, af hvilken jordmennesket jo var oprundet.