483. Medens det "mikrokosmiske stof" er så fjernt eller langt ude i jordmenneskets kosmiske horisont, at dets lokale detaljer unddrager sig samme væsens fysiske sansning og derved kun bliver synligt som en samlet tåge- eller stofmasse, så ligger det "makrokosmiske stof" så umådelig nær centrum i nævnte horisont, at de lokale detaljer bliver af et så perspektivisk omfang, at jordmennesket fysisk umuligt kan overse dem. Hver enkelt af disse fremtræder således i rene kæmpeformationer og antager en sådan form og karakter, at jordmennesket end ikke kan se nogen som helst form for lighed med de ting, det ellers plejer at opfatte som dele af et levende væsens organisme. Dette "makrokosmiske stof" bliver derfor for det almindelige jordmenneske af en tilsyneladende ligeså livløs natur som det "mikrokosmiske", medens det "mellemkosmiske" derimod befinder sig i det rette perspektiviske forhold eller i et så tilpas kosmisk afstandsforhold til horisontens centrumsregion eller jegets udsigtspunkt i horisonten, at individet med lethed kan overskue dette "stof", såvel i dets helhedsmanifestation som i dets lokaldetaljering. Og dette "stof" bliver derfor det eneste af de tre nævnte stofarter, det jordiske menneske, med fysiske sanser, kan se i dets virkelige kosmiske analyse. De andre to arter ligger henholdsvis for nær eller fjern i kosmisk afstand til, at det med fysiske sanser kan observeres i dets rigtige analyse. Og det er da også grunden til, at jordmennesket ikke ser livet bag disse to stofarter og derfor betragter dem, dels som "døde naturkræfter", og dels som "dødt stof", altså lige akkurat som en modsætning til den absolutte virkelighed.