Livets Bog, bind 2
Misforståelsen af "den guddommelige korrespondance" og dens konsekvenser
492. Men denne grusomhed er således i virkeligheden kulminationen af resultatet af misforståelsen af "den guddommelige korrespondance". Da nævnte resultat er grusomhed, vil det uvægerligt afføde antipati imod dets årsag. Det vil igen sige, at man vil få hundrede procents erfaring for, at brutalitet og grusomhed, hævn og had ikke er vejen til lykken, men til ny brutalitet og grusomhed, til nye had- og hævnformer. Det man dyrker, det holder man i live. Sanser og tankearter udvikler sig ved benyttelsen eller brugen. Det gør ingen forskel, om det er hævntanker eller kærlighedstanker. Kun virkningen af de sanser og tankearter, man benytter, bliver bestemmende for disses varighed i ens bevidsthed. Når man først opdager, hvad der er vejen til den virkelige fred og lykke, og hvad der er vejen til den virkelige ufred og lidelse, skal man nok efterhånden følge det, der er vejen til lykken.