Livets Bog, bind 2
Væsenerne får forskelligt syn på livet. "Udviklingsstigen"
516. Oplevelse af livet er således i virkeligheden kun det samme som en oplevelse af energireaktioner. Alle væseners oplevelse af livet kan derfor ikke være ens, idet de jo ikke alle samtidigt oplever eller er i vekselvirkning med nøjagtigt de samme energier. Følgelig kan de heller ikke alle samtidigt opleve de samme reaktioner. Og oplevelse af livet må derfor forme sig helt forskelligt for væsenerne, alt efter de energiers forskelligartethed, de hver især er knyttet til eller betjener sig af i opfyldelsen af deres indre "længsel" eller "selvopholdelsesdrift".
      Væsenerne må således absolut uundgåeligt få forskelligt syn på livet eller tilværelsen. Denne forskelligartethed fremtræder i en skala, der udgør området imellem to kulminerende modsætninger eller kontraster. Nogle væsener repræsenterer et syn på livet og tilværelsen, der udtrykker den ene kontrast, og andre, repræsenterer et syn, der udtrykker den anden kontrast, medens atter andre væsener igen hver især har et livssyn, der er at finde på trinene herimellem. Og vi har her mødt den tidligere i "Livets Bog" omtalte "udviklingsstige".