1000. Med hensyn til det levende væsen vil dette, som læserne allerede bekendt, kun kunne eksistere som en treenighed, hvilket jo er i fuld harmoni med, hvad vi her har skildret. Det levende væsen kan således ikke undgå at udgøre et "noget". Da dette "noget" oplever og frembringer manifestation eller "bevægelse", kan det i sin inderste natur ikke være "bevægelse" og må derfor selv, som vi lige har set, udgøre det for perspektivdannelse og dermed for kosmisk sansning nødvendige absolut "faste punkt". Men da det således ikke er "bevægelse", er det evigt uforanderligt. Og da det ikke selv er identisk med nogen som helst manifestation, men derimod er manifestationens frembringer, kan det i sig selv ingen analyse have, idet det ikke lader sig gøre at sige noget som helst om samme "noget", der ikke ville være en analyse af, hvad det har frembragt. Hvis vi siger, det er "stort" eller "småt", hvis vi siger, det er "kærligt" eller "ukærligt", det er "skønt" eller mindre "skønt" osv. vil alle disse udtryk kun betegne foreteelser, samme "noget" har frembragt. De samme udtalelser eller analyser bliver da ikke udtryk for selve det nævnte "noget", men betegner derimod samme "nogets" frembringelser. Det eneste, vi derfor kan sige om nævnte "noget", er, at det udgør "noget, som er". Men et "noget, som er", der ingen analyse kan have, kan kun udtrykkes som et navnløst "noget", af hvilken grund vi derfor her i "Livets Bog" har udtrykt det som "X1". Da dette "X" stadfæster sin identitet, ikke alene ved sin urokkelighed som al bevægelseskonstaterings absolutte "faste punkt", men også ved sin identitet som det oplevende og skabende "noget", uden hvilket alt måtte være lig et evigt "intet", vil vi her udtrykke dette "X1" som "livssubstans nr. 61".
Tilbage til forsiden
Forrige