Livets Bog, bind 3
De øvrige tals mission
1015. Da de øvrige tal skal udtrykke modsætningen til dette eksisterende usanselige, skal være en betegnelse eller et udtryk for "det begrænsedes" terræn eller område i en given situation, må en "talsætning" således give udtryk for både "det uendelige" og "det begrænsede". Den må udtrykke, at "det begrænsede" strækker sig fra "uendeligheden" til "uendeligheden". Og det er det, der finder sted, når vi f.eks. skriver: 0 1. Dette nul betyder da "uendeligheden" eller "det navnløse", medens tallet ét betyder "det begrænsedes" område i en særlig situation. Men da "det begrænsede" ikke er "evigt", men "timeligt", ikke er noget "fast punkt" i absolut forstand, men er "bevægelse", noget der kan forandres, kan det som en modsætning til "det uendelige" skifte situationer. For at markere disse særlige situationer må disse have særlige udtryk. Disse særlige udtryk har vi i de øvrige tal. Hvis vi skriver 0 2, har vi dermed markeret "det begrænsede" som fremtrædende i en anden situation end den, vi markerede som 0 1. Det samme gælder ligeledes, når vi skriver 0 3, 0 4 osv. At vi udelader nullet er jo kun, fordi vi alle er så indforstået med, hvad disse tal betyder, at vi slet ikke behøver at mindes den "uendelighed", de er en timeliggørelse eller materialisation af. Det er noget lignende, der gør sig gældende, når vi i bogstavsproget f.eks. forkorter ordet kroner til kr., kilogram til kg.