741. Her vil man måske indvende, at der dog er det gode i nævnte foreteelse, at de væsener, der kommer efter, bliver fuldkomnere og kommer til at opleve højere og skønnere tilværelsesformer. Ja, men det er jo netop også ganske meningsløst. Disse væsener, der kommer efter os, har jo aldrig levet før og kan derfor ikke på nogen som helst måde have ønsket eller savnet denne fuldkomne eller højere tilværelsesform, men fødes midt i den uden at have haft den ringeste anstrengelse eller ulejlighed med at tilegne sig denne. Men derimod er den i allerhøjeste grad udtryk for et inderste lønligt håb eller ønske hos de nulevende væsener. Men disse vil aldrig i al evighed komme til at opleve en sådan fuldkomnere tilværelse, idet disse jo skal gå under eller dø samtidigt med deres fysiske legeme. Det er rigtigt, at de nulevende væsener har fået fordele, som deres forfædre ikke var begunstigede med, såsom: forfinede organismer, mere udviklet intelligens, bedre samfærdselsforhold, større hygiejne og bedre boligforhold, genial teknisk kunnen etc. Men hvortil disse forbedrede og fuldkomnere forhold? – Vore forfædres livsforhold kan jo umulig være udlevede, forældede og kedelige for væsener, der aldrig har oplevet disse. De livsbetingelser, som disse forfædre har været underkastet, må dog have den samme aktualitet, vække den samme glæde ved livet for enhver ny generation, der fødes, eftersom den jo aldrig før har eksisteret. Hvis de nulevende væsener aldrig før har eksisteret, måtte de jo nøjagtig i samme grad kunne finde livsfylde i de fortidige primitive livskår som forfædrene. De nye forbedrede forhold ville altså være absolut ligeså lidt påkrævede for nutidens mennesker som for fortidens, ja, ville være absolut overflødige, i særdeleshed da en sådan ophøjet og forbedret tilværelsesform umulig kan blive et ønske eller begær hos væsenerne uden på grundlag af de samme væseners absolutte udlevelse eller mættelse af dens modsætning. Indtil denne mættelse er nået, vil man jo netop kun kunne hungre efter eller begære denne modsætning og således i tilsvarende grad være lykkelig og glad for den. Og i samme grad, som man er glad for denne, kan den højere og fuldkomnere form for kultur eller tilværelse jo umulig være aktuel, ja, vil endog være genstand for de pågældende væseners antipati og ligefremme forfølgelse. Er ikke alle former for religionsforfølgelse et uomstødeligt udtryk herfor? – Er ikke politiske kampe udtryk for det samme? – Væsenerne vil alle uden undtagelse have antipati imod foreteelser, der er en modsætning til de foreteelser, de ikke har udlevede og ikke er mættede af og derfor endnu mere eller mindre begærer. Disse foreteelser vil derfor være deres ønskers eller livs drivkraft.
      Men denne mættelse af en tilværelsesform vil et væsen, der aldrig har eksisteret før, jo umuligt kunne repræsentere. Hvordan skulle denne være blevet til? – Nye generationer, altså væsener, der aldrig har eksisteret før og således med det nuværende liv eksisterer for første gang, kan umuligt være mættede af hverken primitive eller intellektuelle tilværelsesformer. De må af naturen være ganske immune overfor den ene såvel som den anden tilværelsesform. Et sådant væsen må blive lige lykkelig i enhver normal tilværelsesform, ligegyldig hvilken art natur, den så end måtte repræsentere, ligegyldig hvilket trin i fuldkommenhedsskalaen, det så end måtte fødes ind i. Men når det således opnår nøjagtig den samme lykke eller livsfylde, ganske uafhængigt af hvilket trin i udviklingsskalaen det så end måtte fødes ind i, bliver disse trin ganske hensigtsløse. Når væsenerne på et bestemt trin befinder sig ligeså lykkelige, som væsener der befinder sig på trin, der ligger endnu højere, hvortil så de højere trin? – Hvorfor er der i det hele taget trin? – At sige, at de højere trin er til for at skabe lykkeligere tilværelse for væsenerne, samtidig med at man benægter enhver mulighed for genfødelsens eksistens, vil altså udtrykke et komplet ukendskab til den absolutte dødeligheds konsekvenser eller genfødelsens nødvendighed. Uden nogen som helst genfødsel eller nogen som helst forud for sit nuværende liv eksisterende tilværelse eller oplevelse af liv ville væsenet være ganske uden forudsætninger for at føle sig mere lykkelig på det ene udviklingstrin end på det andet. Og disse trin er altså hundrede procents overflødige. Men er der noget intellektuelt menneske, der kan tro på, at dette er det virkelige facit? – Er naturen i sig selv eller i sit virkelige væsen ikke altfor overbevisende om det modsatte? – Enhver virkelig sandhedskærlig og fremskreden intellektuel forskers særlige urokkelige erkendelse er netop denne, at naturen ikke kender til nogen som helst form for udløsning af tilfældigheder. Alt er lovbundet og dermed hensigtsmæssigt og logisk. Enhver forsker, der docerer det modsatte afslører dermed sig selv som værende på forskningens første spæde barnestadium. Og jordmenneskeheden er for langt fremme i mental udvikling til, at den kan slå sig til tåls med de mentale barnesuk, der kan udgå fra et sådant stadium eller betragte disse som udtryk for fuldkommen tænkning eller intellektualitet.