742. Væsenerne er altså født på højst forskellige trin. Hvis de ikke havde eksisteret før, ville de alle med samme lethed kunne være født på de højeste trin. Men da kendsgerningerne viser, at væsenerne netop ikke fødes på de samme trin, må naturen have en hensigt hermed. Denne hensigt kan, som vi lige har set, absolut ikke være blot og bar dette at gøre tilværelsen lysere for de efterfølgende væsener. Vi må derfor vende tilbage til vor før skildrede analyse af talenternes udvikling for at komme til den afsløring af sandheden, der virkelig kan give os en hundrede procents indsigt i den virkelige sande kosmiske hensigt, plan eller mening, der ligger bag væsenernes fremtræden i mentale trin og de samme væseners heraf følgende ulige skæbner i deres nuværende fysiske liv.
      Som vi lige har set, kan hensigten med udviklingsstigen eller de mentale trin ikke blot være dette at gøre tilværelsen fuldkomnere for de efterfølgende væsener, når de nuværende er "døde", er blevet lig "intet". Hvis talentudviklingen ikke var et resultat af tænkning, erfaring og øvelse, men derimod var frembragt af "intet" ved et mystisk, mirakuløst magtbud af et almægtigt Forsyn, ville alle eksisterende væsener, som tidligere nævnt, jo med samme lethed kunne være født på de højeste trin eller alle uden undtagelse være fødte genier. Men kendsgerningerne viser i overdådig fylde, at dette ikke er tilfældet, men at væsenerne netop repræsenterer ikke alene højst ulige begunstigelse, hvad mentalitet eller begavelse angår, men udtrykker også en rædselsvækkende ulige begunstigelse hvad alle andre skæbnemæssige foreteelser angår. Nogle fråser til overdådighed i velvære på alle områder, og andre går til bunds i rædsler og lidelser, oplever kulminationen af selve helvedes mest raffinerede sinds- og legemsødelæggende detaljer i deres eget kød, blod og tankefelt. Men et forsyn, der påberåbes at være "almægtigt", men alligevel trods denne almagt finder behag i at lade levende, tænkende og oplevende væsener være kastebold for disse sine ikke alene tilfældige og planløse, men også ligefrem sadistiske luner, får her en betænkelig lighed med det væsen, der ellers i vor børnelærdom under udtrykket "den onde" eller "satan" sættes op som Guddommens eller Forsynets største fjende. Men hvem er i virkeligheden farligst for de levende væsener, enten den almægtige Guddom, der på "mirakuløs måde" af "intet" har "indpustet" os livet og ikke har nogen som helst anden regel eller andet fundament for det liv og den skæbne, han giver hver især, end tilfældighed og planløshed, eller det væsen, der under begrebet "den onde", "djævelen" eller "satan" søger at "friste" os til foreteelser, der kan resultere i et "evigt helvede"? – Er det ikke således, at dette sidste væsen er det mindst farlige? – Overfor dette væsen hedder det dog, at vi med held kan sætte vor vilje imod og sejre. Men dette vil jo være ganske udelukket overfor "den Almægtige".
      Når det levende væsen ikke har eksisteret før i dets nuværende tilværelse, kan det ikke have haft det ringeste mikroskopiske gran af bestemmende natur eller indflydelse på sin nuværende skæbne, ligegyldig hvor lys eller mørk denne så end måtte være. Overfor den lidelse og rædsel nogle væseners nuværende skæbne fra vugge til grav udviser, har de samme væsener dermed ikke alene været uden mindste skyld, men har også været absolut forsvarsløse. Hvad er det, man kalder et menneske, hvis det påfører et ganske forsvarsløst levende væsen rædsler og smerter uden nogen som helst anden motivering end et særligt lune? – Er det ikke med udtrykket "forbryder", vi betegner et sådant væsen? – Er selve Guddommen da en sådan "forbryder"? – Er de levende væseners forskelligartede ulykkelige skæbner en række "forbrydelser", skabt af dette væsens luner? – Hvem tør tro på dette? – Kan en fremtidig virkelig kærlighedskultur bygges op på et gudsbegreb, der er så skrøbeligt i dets logiske konsekvens? – Bliver det ikke her til kendsgerning, at gudsbegrebet i den kirkelige, kristne struktur i sin logiske konsekvens er ganske afskåret fra selve det virkelige liv? –