Livets Bog, bind 3
"Kosmiske skove". "Kosmisk kemi" er det samme som jegets kolorering
772. Men dermed bliver det synligt, at vi befinder os i eventyrlige "kosmiske skove" med myriader af "livets træer" voksende op i fantastiske former som udtryk for tanke, liv og vilje, åbenbarende en ubegrænset mangfoldighed i genial kunnen i manifestation og skabelse, en overdådig demonstration af, hvor ubegrænset og blændende den kolorit er, hvormed "det guddommelige noget" kan omstråle og tilkendegive sin evige eksistens.
      Ligesom planteriget strækker sig fra de mest ukultiverede og vildtvoksende, moradsagtige jungler til de mest kultiverede haveanlæg med forædlede planter og blomster, således fremtræder også den "vegetation", der består af "livets træer", i en åbenbaringssfære, der strækker sig fra junglens mest fantastiske, giftige og dræbende skyggetilværelser til de mest eventyrligt kolorerede livsformer, forskønnende og forædlende alt omkring sig med sit livgivende velvære og sin altoverstrålende guddommelige farve og duft. Og denne lange skala af forskelligartet kolorit af jegets evige eksistens udgør afsløringen af og målet for "kosmisk kemi".