Martinus: Livets Bog, bind 3, stk. 811

811. Hvis den altdominerende og viljeførende centrumsfornemmelse, vi udtrykker som jeget, var en meget detaljeret og højt koloreret foreteelse, ville der i vor bevidsthed ikke eksistere noget som helst, der kunne opleve noget som helst. Alt måtte være bevægelse eller materie. De to kontraster, der udgør den absolutte betingelse for enhver sansning, den være sig nok så lille, ville fuldstændig mangle. Bevidstheden ville være et ocean. Men hvordan skulle vi finde dråbens individualitet i selve oceanet? – Ja, hvordan skulle der i det hele taget eksistere nogen individualitet? – Centrums- eller jeg-fornemmelsen er jo det eneste, der kan adskille dråben fra oceanet. Men når den fuldstændig mangler, vil dråben jo aldrig i noget som helst tilfælde kunne udskilles. Individualitet ville være en absolut umulighed. Men nu er denne fornemmelse den altdominerende i ethvert normalt menneskes bevidsthed, ja, den er ikke alene dominerende i ethvert væsens "indre verden", men den er også, ganske vist på indirekte måde, den mest synlige realitet i ethvert væsens "ydre verden". Det er udelukkende dette guddommelige "nogets" eller jegets tilstedeværelse i væsenet, der er basis for, at vi ser de levende væsener som adskilte enkelte væsener eller individer. Vi ser bevidsthedsoceaner fremtræde i "enkelte" dråber. Og endelig gør den omstændighed sig da også gældende, at dette syn afslører sig mere og mere tydeligt, jo højere udviklet det levende væsen bliver. Individualitetsfornemmelsen bliver på alle områder med udviklingen af væsenet mere og mere urokkelig. Det modsatte måtte absolut være gældende, hvis nævnte ikke var fornemmelsen af en virkelig foreteelse og således kun var et blot og bart fantasibillede. Dette billede måtte da, for den opadgående intellektualitet, som dug for solen, fuldstændigt opløses eller fordufte. Men intet levende væsen kan få denne fornemmelse til at fordufte. Selv den værste materialist, der indtil hundrede procent benægter det guddommelige "nogets" eller jegets eksistens, på hvilken individualitetsprincippet udelukkende er baseret, bekræfter i allerhøjeste grad med denne benægtelse sin egen individualitet, idet benægtelsen i sig selv kun kan eksistere som en afsløring af hans eget jegs adskillelse fra "det". Nævnte "det" er i dette tilfælde "benægtelsen". Denne er igen "noget" – han – manifesterer. Dette "han" er jo udtryk for den individualitet, fra hvilken hans benægtelse adskiller sig og derved dokumenterer dens ophav som "individualitet". Man ser således, at det levende væsens højeste natur ikke kan opløses ved forestillinger, ord eller tanker. Den består evigt, urokkeligt og uafhængigt af både benægtelse og bekræftelse. Den er stadig "noget, som er", enten vi vil det eller ikke, enten vi forstår det eller ikke forstår det.

Forrige

Næste