Livets Bog, bind 3
Den materiekombination, vi kalder "levende væsener", "mennesker" eller "dyr", er kun hylstre, i hvilke det viljedirigerende "noget" eller "X1" skjuler sig. Hvorfor jordmennesket antager disse kombinationer for at udgøre det endelige ophav
818. At det viljeførende ophav er et "menneske" eller et "dyr" forklarer ikke nævnte ophavs virkelige analyse. Thi et "menneske" eller "dyr" udgør i sig selv kun en hovedreaktion af en kombination af materie, er kun en kombination af bevægelsesarter og bliver således i sig selv kun bevægelse eller materie. Men det viljeførende ophav kan umuligt være bevægelse eller materie. Man har endnu aldrig set, at et togs fart kan tænke, eller at en bevægelse oplever bevægelse. Når materien kan fremtræde i de kombinationer, vi kalder "levende væsener", skyldes det udelukkende det i disse kombinationer skjulte "viljeførende ophav", det "noget, som er" eller "X1". De nævnte materiekombinationer, der udgør levende væsener, skjuler altså nævnte "X". De er dettes hylstre. At væsenet antager disse hylstre for at udgøre det endelige ophav er jo kun, fordi det her ikke ser skarpt. Det ser endnu ikke klart, at disse kun udgør en samling bevægelsesarter, repræsenterende en plan og således kun udtrykker "noget dirigeret", "noget viljeført", "noget behersket", "noget skabt", men ikke "skaberen". Når der er tale om en bygnings tilblivelse, ser væsenet klart, at denne ikke kan blive til uden bygmester, fordi dette syn ligger lige i kulminationen af væsenets sanseevnes kapacitet. Det ser klart begge foreteelser "skaberen" og "det skabte". I dette tilfælde udgør de begge materie, begge er tilgængelige for fysisk sansning. Og der kommer som nævnt et vist kosmisk resultat ud af denne sansning, idet væsenet her i dette tilfælde kan erkende, at "det skabte" ikke kan blive til uden en "skaber". Men ligeså snart der er tale om selve det levende væsen, så kan det som nævnt ikke her se, at dette i sig selv ligeledes udgør en "skaber" og "det skabte". Her kan det kun sanse materien, medens "skaberen", der her kun eksisterer som det navnløse "noget" eller det skjulte "X", ligger helt udenfor dets sanseevnes brændpunkt. Det tror derfor, at materien udgør hele det levende væsens sande analyse. Dets erkendelse er dermed igen blevet "relativ".