Livets Bog, bind 3
Jesus kender reinkarnationen eller genfødslen, men ved, at det ikke er nær alle, der kan forstå den
867. Og hvad var så denne Jesu højere forkyndelse? – At det ikke var "syndernes forladelse" fremgår med hundrede procents tydelighed i hans forhold til disciplene, af hans bjergprædiken og øvrige taler til folket. Her brugte han ikke formlen "dine synder er dig forladt". Den var kun et middel, hvormed han kunne hjælpe dem, der kom til ham som ulykkelige, uintellektuelle mennesker, men med evne til at "tro". Men samme formel var den gang ligesåvel som i dag ganske uanvendelig overfor mennesker, der ikke kan "tro", men har evne til at "forstå" og derfor kræver viden. Og vi ser da også, at den store del af Jesus gerning var ikke at uddele "syndernes forladelse", men derimod at forkynde eller klarlægge den højeste visdom i form af store advarsler imod fejlagtig livsførelse eller lidelsesfrembringende realiteter for derigennem at forberede dem til at "arve – evigt liv". At hans udtalelser om dette "evige liv" er meget forsigtige, detaljeløse og må henvise til fremtiden og "talsmanden den hellige ånd" viser, at dette var selve maksimum af, hvad der kunne fortælles datidens intellektuelt hungrende. Men at han ikke desto mindre vidste besked med dette "evige livs" særlige detaljer, og at dette for jordmenneskenes vedkommende kun eksisterer som identisk med reinkarnationen eller genfødselen fremgår jo tydeligt ikke blot af hans forklaring til Nikodemus, men endog endnu mere direkte af hans udtalelser om Johannes Døberen der, hvor han siger: "Og dersom I ville tage imod det: Han er Elias, som skal komme. – Den, som har øren at høre med, han høre". – Ses det ikke tydeligt, at han her var inde på et område, han ikke var helt sikker på, at de kunne forstå og derfor "tage imod"? – Han var i alt fald klar over, at emnet ikke var for alle, men kun for "den, som har øren at høre med", hvilket altså vil sige: den, som har så udviklede intellektuelle anlæg, at han i kraft heraf kan fatte det. Var det ikke netop det samme, han anede overfor Nikodemus, der hvor han siger, at han ikke skal forundre sig, og henviser til vinden, ingen ved hvorfra kommer osv.? – Han vidste, at Nikodemus' fatteevne her var sat på sin hårdeste prøve eller belastning. At han taler meget lempeligt om selve dette "evige liv" kan således ikke forundre. Må der ikke også i dag nitten århundreder senere overfor den autoriserede videns repræsentanter tales forsigtigt om det samme emne? – Anser ikke mange af disse væsener tanken om reinkarnation for sindssyg eller tåbelig?