Livets Bog, bind 3
Livssubstans nr. 17 – Den maskuline pol. Livssubstans nr. 18 – Den feminine pol
940. Med hensyn til "livssubstans 7 og 8" eller jegets "modtagelse" og "afgivelse" af energi repræsenterer disse jo viljefunktionens tredje stadium eller "C-viden". Begge disse funktioner er dermed rodfæstet i hvert sit åndelige organ eller i hver sin "talentkerne", igennem hvilken deres "afgivelses-" og "modtagelsesform" for energi og dermed deres skæbnedannelse bliver individuel og særpræget. "Talentkernen" for "afgivelse" af energi vil være at udtrykke som identisk med "den maskuline pol", ligesom "talentkernen" for "modtagelse" af energi er identisk med "den feminine pol". Disse to poler vil vi henholdsvis udtrykke som "livssubstans nr. 17 og 18".