Livets Bog, bind 4
"Adams" dybe "søvn" under "Evas skabelse" eller "mennesket" på plantestadiet
1189. Når man er et væsen, der automatisk og ganske udenfor dagsbevidst tanke og vilje befordrer ovennævnte livsloves opfyldelse og ikke aner, at der kan eksistere en kontrær natur hertil, hvordan skal man da kunne udløse denne natur eller "synde"? - Ja, er man da ikke netop her stedet for den tilstand, "Bibelen" udtrykker som den "dybe søvn", som Gud lod "Adam" falde i, da han skulle skabe "Eva" ud af hans "ribben"? - Hvilken anden "søvn" skulle det vel være? - Det var jo ikke en narkotisk bedøvelse, der her var tale om, ligeså lidt som udtagelsen af et af "Adams ribben" var noget kirurgisk, fysisk indgreb på "Adams" legeme. Den "dybe søvn" viser sig tydeligt nok som identisk med det afsnit i spiralkredsløbet, hvor væsenets sansning og mentalitet fremtræder i sin allermindste udfoldelse eller spædeste forekomst. Hvilken mental tilstand kan mere berettiget udtrykkes eller symboliseres ved "dyb søvn" end den, der i spiralkredsløbet virkelig eller absolut er væsenets mindsteudfoldelse? - Denne mindsteudfoldelse finder vi hos "plantevæsenet". Dette væsens mentale udfoldelse på det fysiske plan udgøres jo absolut kun af "anelsesevnen". Alle de andre mentale evner, som vi finder hos de øvrige væsener på det fysiske plan, er endnu ikke fremtrædende hos "planten". Var de det, ville denne jo ikke mere være en "plante", men derimod udgøre en højere livsform. "Adam" udgør således her "mennesket" på sit "plantestadium". Dette stadium er "Adams dybe søvn".