Livets Bog, bind 4
Væsenernes bedømmelse af og uvidenhed om paradisfortællingens indhold af den absolutte sandhed
1198. Men det er ikke på det abnorme, at livets kosmiske analyser kan opsættes, men derimod på den almengældende normale virkelighed. Og vi må derfor i absolut forstand lovprise "uddrivelsen af paradiset". Uden denne "uddrivelse" ville plantevæsenets horisont aldrig nogen sinde være blevet omdannet eller udvidet til den lysende stråleglorie, der betinger, at det samme væsen, denne "Adam" fra fortidens "edens have", i dag kan begynde at tænke Guddommens tanker efter, kan begynde at herske over elementerne og gøre sig jorden underdanig. Når denne så gudbenådede "Adam" eller "Eva" af i dag ikke desto mindre kalder denne guddommelige forvandlingsproces en "forbandelse" og betegner dens forekomst ved det drastiske udtryk "uddrivelse", skyldes det også her, som allerede tidligere berørt, den overfor lyset fremtrædende store partiskhed, som fik dem til at udtrykke "slangen" og alle de øvrige detaljer i "paradisfortællingen" som "forbandelse", som værende "det onde". "Paradisfortællingen" er jo tilpasset og givet til væsener, der indtil lede var mættede af mørkets oplevelse og dermed af "slangens førerskab".