Livets Bog, bind 4
Hvorfor det højintellektuelle væsen må råbe det ud for hele universet, at "alt er såre godt" og overfor Guds åsyn udbryde: "Ske ikke min, men din vilje"
1388. Men er det ikke et ejendommeligt træf, at alle jordens mennesker, som vi allerede ved, i en kolossal udstrakt grad råber efter "fred", råber efter "næstekærlighed", idet det blev altfor tydeligt, at manglende "næstekærlighed" er roden til alt ondt, til alle deres skavanker, sorger og bekymringer, nød og elendighed, krig og lemlæstelse, kultursammenbrud, død og undergang samtidig med, at den oplevede del af verdensplanen gør det til kendsgerning, at endemålet på skabelsesprocessen netop er - "alkærlighed"? - Vi ser således her, at menneskehedens psyke og selve verdensplanens skabelsesproces nøjagtig passer ind i hinanden som to tandhjul i en maskine. Skabelsesprocessen har igennem umådelige tidsrum udviklet det levende væsen til at spørge om, eller til at begære netop det, den i sig selv er, nemlig - "kærligheden". Kan den guddommelige verdensplan eller skabelsesproces være mere fuldkommen? - Hvilket virkeligt højintellektuelt væsen kan være misfornøjet med den? - Må ikke ethvert højintellektuelt væsen her råbe det ud for hele universet: "Alt er såre godt", og overfor den almægtige Skabers åsyn udbryde: "Ske ikke min, men din vilje"? -