Livets Bog, bind 5
Hvorfor det ikke er "manden" eller "kvinden" i renkultur, der kan skabe kultur og virkelig fred i verden
1748. Er disse humanistisk indstillede væsener da abnorme? – Udgør de væsener, der er kommet på afveje? – Burde de ikke hellere være "rigtige mandfolk" og "rigtige kvindfolk" i stedet for at være "humanister"? – Ja, er det ikke her, der er opstået et stort problem? – Hvem kan besvare dette spørgsmål retfærdigt? – Vi kommer ikke udenom, at jordmenneskeheden repræsenterer en psyke, der grænser til to store yderpoler: inhumanisme og humanisme. Og det er ligeledes en kendsgerning for den udviklede og ærlige forsker, at inhumanismen udgør det nederste trin, og humanismen det øverste trin på det afsnit af udviklingsstigen, der udgør den jordiske menneskehed. Al energiudløsning eller udvikling fører altså sluttelig til humanisme, hvilket igen vil sige: til tilfredsstillelsen af den jordmenneskelige hunger efter fred, ønsket om krigens afskaffelse, ønsket om ordnede samfundsforhold, således at kulturskabelse og dermed opblomstring af kunst, intellektualitet eller ånd uhæmmet kan finde sted. Udviklingen fører således absolut ikke i retning af at gøre det jordiske menneske til et "rigtigt mandfolk" eller et "rigtigt kvindfolk". Denne livsform, som i virkeligheden er et vikingeideal, bliver altså efterhånden et mere og mere tilbagelagt stadium i den jordmenneskelige udvikling. Da jordmenneskenes psyke allerede har passeret stadiet for den oprindelige særlige specielle "hankøns-" og "hunkønstilstand" i renkultur, bliver det således her til kendsgerning, at det ikke er denne kønstilstand, der skaber fred og derfor heller ikke kan være udviklingens fremtidsmål. Den "maskuline" og "feminine" natur har aldrig nogen sinde været i en sådan renkultur som hos "dyrene". Indenfor denne zone, som jo grænser helt ind i den jordmenneskelige psyke, er det denne naturs særlige manifestationsevner, evnen til at hade, hævne, forfølge og myrde, evnen til at nedbryde og ødelægge kultur, evnen til at føre krig, evnen til at undertrykke andre væsener og leve højt på disse væseners bekostning, der har nået den største og mest geniale udfoldelsesmulighed. Ingen som helst andre evner har i det almene jordmenneske kunnet nå en sådan udfoldelsestilstand som netop disse, det dræbende princips evner. Disse evner er netop ligefrem kulminerende hos de jordmenneskelige væsener, der endnu fremtræder som stærkt "maskuline" eller stærkt "feminine", hvilket altså vil sige: de særlig stærkt udprægede "enpolede" væsener, de "rigtige mandfolk" og de "rigtige kvindfolk". De er således urokkelig det dræbende princips helte. De har ingen skrupler ved at myrde, tortere og slavelænke andre. De lever meget gerne højt på erobringsgods, tyvekoster, røvet gods, der camoufleres som "krigsskadeserstatninger" eller lignende. De ser med stort velbehag på, at "fjenden" holdes nede i armod og elendighed der, hvor de da ikke ligefrem ønsker at myrde ham. Det er naturligvis ikke for at kritisere nævnte væsener, at vi her fremfører disse analyser. Vi ønsker blot at komme til bunds i den højeste ilds mysterium og de af denne ild affødte forskellige stadier i udviklingen af væsenernes sympatiske anlæg og de hermed forbundne tilsvarende forskellige former for mentalitet eller psyke. Vi må derfor nøgternt og upartisk se på den jordmenneskelige seksualismes særlige udslag eller virkninger på tanken og viljeføringen. Vor analyse her blev altså udtryk for den kendsgerning, at "hankøns-" eller "hunkønstilstanden" eller denne væsenernes seksuelle "enpolede" tilstand ud over at befordre artens forplantning eller befrugtning og de hermed forbundne elskovsøjeblikke umuligt har kunnet afstedkomme andet end mørke eller en genial befordring af hadets eller det dræbende princips manifestation. Her vil man i forhastet nidkærhed i forsvaret for den "enpolede" eller såkaldte "normale seksualisme" påberåbe, at jordmenneskene, der netop fremtræder som "mænd" og "kvinder", har skabt store kulturværdier i mange forskellige retninger, i kunst, musik, litteratur, videnskab, moral etc. Og det er rigtigt nok, men de særlige ophav og ledestjerner i skabelsen af disse kulturværdier har absolut ikke været de før beskrevne "rigtige mandfolk" eller "rigtige kvindfolk". Det har ikke været de særlig udprægede "hankøns-" og "hunkønsvæsener", der har skabt det geniale på kunstens eller den højere intellektualitets område. Fra dette, det "enpolede" væsens sande domæne indenfor jordmenneskeheden har vi kun set de store hærførere, erobrere, krigere og hensynsløse diktatorer, folkeundertrykkere og de såkaldte "gangsters". Det er rigtigt, at de store kultureksperter eller de intellektuelle geniers personer har fremtrådt som "mænd" og "kvinder", men det beviser jo ikke, at disse væsener har været særligt specielt "maskuline" eller "feminine". Deres særlige høje kulturelle manifestation viser jo, at de afviger fra det robuste "maskuline" og "feminine" eller "enpolede" væsen, der i virkeligheden ikke kan foretage sig noget uden i selviskhedens eller egoismens favør. Det er ikke de store selvdyrkere og inhumane undertrykkere, der er menneskehedens største kulturskabere. Væsener, der er geniale slavejægere og betjener sig af terror helt ind til sadisme, kan umuligt være freds- eller kulturskabere. Overalt, hvor disse væsener får magt eller noget at sige, opstår der gråd og tænders gnidsel. Her flyder blod i en atmosfære af frihedsberøvelse, tårer og nedtrampning. Således ser det jordiske menneske ud i sin mest fremtrædende eller kulminerende "enpolede" tilstand. Således ser "manden" og "kvinden" ud der, hvor de henholdsvis fremtræder som hundrede procents "hankønsvæsen" og "hunkønsvæsen". Tror man ikke, det er på tide, at det intellektuelle jordmenneske af i dag får rettet blikket ind på den seksuelle struktur eller den gren af den højeste ild, der skjuler sig bag den jordiske "mand" og "kvinde".