Livets Bog, bind 5
Hvorfor dyrenes og jordmenneskets ensrettede seksualisme ikke gælder igennem hele spiralkredsløbet
1801. Når det er denne ild, der som seksualisme flammer inde i ethvert levende væsen som dets sanseoplevelses og manifestations højeste kilde, er det soleklart, at denne kilde, denne foreteelse ikke kan være ensrettet, men må repræsentere et ligeså stort antal særlige udsving eller former for indre struktur, som der er former for livsoplevelser eller levende væsener, eftersom det netop er af denne struktur, disse forskellige former for levende væsener, er et resultat. Det er således en kendsgerning for alle udviklede eller intellektuelle mennesker, at de levende væseners fremtræden udviser en mangfoldighed i afvigelser fra hverandre, og at disse afvigelser skyldes deres særlige sympatiske anlæg, altså deres seksualisme. Her vil man måske indvende, at de levende væsener netop udviser en stor ensretning, hvad seksualisme angår. På dette felt synes væsenerne at være temmelig ens. For dem alle, med nogle få undtagelser nær, gælder det, at de fremtræder som hankøns- og hunkønsvæsener. Og det er jo rigtigt nok, men er det ikke også samtidig en kendsgerning, at disse seksuelt ensrettede væsener, alle til hobe, dyr og jordmennesker, repræsenterer spiralkredsløbets vinterzone? – Denne, det dræbende princips zone, opretholdes i kraft af, at væsenernes sympatiske anlæg fremtræder i sin mindsteudfoldelse. Her er ikke nogen kærlighed til væsener udenfor ægtemagen og afkommet. De øvrige væsener er kun rivaler, medbejlere til alle for hånden værende goder eller fordele. De er væsener, som man nærmest betragter som værende i vejen for ens egen lykke. Misundelse, had og forfølgelse er den form for udløsning, de sympatiske anlæg frembringer overfor væsener udenfor parrings- og afkomsbeskyttelsen og bliver derved den direkte og dybeste årsag til krig og ufred, til uretfærdighed og misbrug af alle andre levende væsener. Det er ikke den form for sympatiske anlæg, der får væsenet til at fornemme, at det "ikke er kommet til verden for at lade sig tjene, men for at tjene". Den besjæler derimod det levende væsen med den stik modsatte indstilling. Det er denne indstilling, der får væsenet til at fornemme, at "enhver er sig selv nærmest". Det er denne indstilling, der giver dyrets organisme horn, stødtænder og kløer og det jordiske menneske evnen til at knuse sin næste med elementernes vælde i form af atombomber og andre midler til masseudslettelse af kultur og samfund og bringe alle til at skabe dødsrallen, skrig, pine og helvede for alle. Det er altså det resultat, den ensrettede seksualisme har ført de levende væsener frem imod. Det er denne ensrettede seksualisme, der er den højeste ilds mindste varmeudstråling. Jordmenneskene og dyrene lever altså i den højeste ilds mindsteudfoldelse. Men da loven for kredsløb afføder modsætningerne således, at efter vinter kommer der sommer, efter nat kommer der dag, bliver det her til kendsgerning, at de levende væseners seksuelle tilstand ikke kan være ensrettet hele spiralkredsløbet igennem.