Hvis det levende væsens skæbnehjul kunne standses helt
1844. Uden denne realitet i verdensstyrelsens kosmiske love ville den materialistiske jordmenneskeheds verdensbillede "tilfældigheden" være en sand rædsel. Hvordan skal nævnte menneskehed komme videre i kultur og udvikling, i glæde og livslyst med denne moderne dyrkelse af "tilfældighed" eller dette livløse verdensbillede. Hvad nytter mikrobens forstand eller logiske sans, når dens ophav kun er et dødeligt støvfnug under verdensaltets tusinder af tons vægtige elefantfod? –Hvordan skal den kunne hævde sig overfor denne blinde og døde gud, den afgud i renkultur, der kun er identisk med denne livløse faktor "tilfældigheden"? –Hvad betyder et støvfnug midt i den frembrusende stormflod? –Hvordan kan det håbe på noget som helst humant eller kærligt fra dette ocean af tilfældighed? –Hvad kan det nytte, at jordmenneskene, støvfnuggene i tilfældighedsoceanet, taler om skabelsen af en lysende verdensfred, en kommende lykkelig guldalder, hvor alles krig mod alle vil være afskaffet, når alle disse støvfnug befinder sig i et fartøj, der blindt er prisgivet tilfældigheder og i næste øjeblik måske havner i sammenstødet med en anden klode, eller at solen måske pludselig eksploderer og tilintetgør alt liv indenfor sit eget område? –Hvad nytter det, at man er lykkelig gift, har et dejligt økonomisk udkomme, har en æret og beundret position i samfundet, når tilfældighedens fortærende, altødelæggende og dødbringende flammer hver dag slikker op omkring ens egen organisme, omkring ens nærmestes eksistens og i en brøkdel af et sekund totalt kan udslette både dem og en selv eller gøre os til invalider i stor vånde? –Tilfældigheden lurer på den stol, man sidder på, det tog, den bil, det skib eller den flyvemaskine, man benytter. Tilfældigheden lurer bag hvert af vore åndedræt, bag hver af vore bevægelser, og kan lade os snuble og komme i livsfarlig elendighed. Tilfældigheden lurer i kongens palads såvel som i den fattiges hytte. Overalt lurer denne universets blytunge elefantfod på mikroben, på støvfnugget. Kan jordmenneskehedens fremtid bygges op i troen på og begravet i denne kulmination af håbløshed, livstomhed, denne dyrkelse af tilfældighederne, denne død- og invaliditetsfrembringende livløse guddom eller kræfternes kaos? –Kan livet eller universet på en bedre måde end gennem dette håbløshedens mørke, vi her har påpeget, vise menneskehedens store fejltagelse, dens indsnævrede, latente eller døde kosmiske bevidsthed, dens dyrkelse eller tilbedelse af døden i stedet for livet? –Kan man ikke snart blive klar over, at teknik og kemi, atombomber, krig, drab og lemlæstelse umuligt kan fjerne den menneskehedens dødsfjende eller denne sværgen til tilfældighederne, der holder den bunden i ufredens, lidelsens og sorgernes jammerdale og proletariat? –Hvor længe vil man blive ved med at hylde denne store indbildte døde guddom, denne skrigende overtro, at tilfældigheden er livets årsag, behersker, opbygger og nedbryder? –
Tilbage til forsiden
Forrige