Livets Bog, bind 5
Det maskuline og det feminine princips kredsløb kræver to kosmiske spiralkredsløb for sin totale udfoldelse
1937. Efter denne polernes jævnbyrdighed eller balance, vandrer individet gennem det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden, salighedsriget og ind i planteriget i topolet tilstand. Men i planteriget sker "Evas skabelse" atter påny, hvilket vil sige, at her begynder den pol at stagnere, som var den ordinære i væsenets tidligere kosmiske spiralkredsløb. Den pol, som betingede, at væsenet var hankøn i nævnte spirals dyrerige, begynder nu at stagnere, bliver latent, medens den pol, som var latent i nævnte rige, nu derimod får frihed til at vokse. Dette betyder altså, at væsenet her skifter køn. Hvis den maskuline pol var latent i væsenet i forrige spiralkredsløb, var det altså den feminine pol, der var den primære, og væsenet var hunkøn. Da denne pol nu i det ny spiralkredsløb stagnerer, og den modsatte pol bliver den primære, bliver væsenet i det ny spiralkredsløb hankøn. Denne kønstilstand, der betinger mørkets kulmination fortsætter fra planteriget ind i dyreriget, hvor den kulminerer for så at degenerere i det jordiske menneske. Og væsenet bliver så efter denne degeneration atter dobbeltpolet, hvorved det højeste lys atter får betingelser for at komme til at kulminere i dets bevidsthed. Det er denne begyndende dobbeltpolethed i dyreriget, der forandrer væsenet fra dyr til jordisk menneske. Der, hvor den latente pol begynder at udvikle sig, sker forvandlingen. Med denne pol begynder således menneskebevidstheden i dyret. Og væsenet bliver i denne forvandlingsepoke, indtil forvandlingen er fuldbyrdet, og det opnår den store fødsel og den hermed følgende kosmiske bevidsthed, en repræsentant for det såkaldte "onde" og det såkaldte "gode". Som det fremgår af det foranstående, kræver den højeste ilds balancepunkt eller fuldkomne kulmination, hvilket igen vil sige: de to polers ligelige udfoldelse, to kosmiske udviklingsspiralers område for sin udfoldelse. Væsenet kan således ikke på normal og fuldkommen måde opleve kulminationen af at være hankøn og hunkøn i ét kosmisk kredsløb. Det kan opleve kulminationen af at være det ene køn og ligeledes kulminationen af dobbeltpoletheden i et kosmisk spiralkredsløb, men først i det næste spiralkredsløb oplever det kulminationen af at være det modsatte køn. De væsener, der i denne spiral er hankøn, vil således blive hunkøn i den næste, ligesom de, der i dag er hunkøn, på samme måde vil blive hankøn i det samme kommende spiralkredsløb. Det er fejlagtigt at tro, at man fra det ene jordliv til det andet skiftevis kan være mand og kvinde. Begge manifestationsformer kræver en lang udviklingsepoke bag sig. Maskulinisme og feminisme er genialiteter, er organiske produkter baserede på opøvede talenter på samme måde som alle de øvrige livsfunktioner i væsenets organisme eller kropslige regioner. Ligesom man ikke kan skifte åndedrætssystem, fordøjelsessystem, hjertesystem etc. fra et liv til et andet, således kan man heller ikke på normal måde skifte seksuelle eller kønslige organer og dermed deres funktioner om til nye principielle udfoldelsesmetoder og anlæg. Kun i opfyldelsen af loven for det evige kredsløbsprincip kan muligheden af enhver ændring i manifestation, skabelse og oplevelse åbenbares.