Livets Bog, bind 6
Talsmanden "den hellige ånd"
1987. Alle åndsforskere, der tilegner sig og praktiserer den virkelige åndsvidenskab eller verdensbilledets evige analyser synlige som kendsgerninger igennem forstandens lys og gør denne viden til fundament for deres daglige væremåde, lever i eller er besjælet af "talsmanden den hellige ånd", der af Kristus er bebudet som verdens frelse. Denne "talsmanden den hellige ånd" er netop livets eller tilværelsens allerhøjeste viden. Men denne viden kunne ikke på Jesu tid fuldt accepteres, idet man i menneskehedens tidligere udviklingsepoker hovedsageligt kun kunne modtage de store sandheder eller den højeste viden med følelsen – ikke med intelligensen. Som følge heraf forlangte man slet ikke nogen intellektuel udredning af de evige fakta, men levede fuldt betryggende på autoritetstro. Når profeterne eller den eller den, som man mente vidste besked, docerede en eller anden tankeretning som moral, var det tilstrækkeligt. Man accepterede den givne form for moral og fulgte den, selv om man rent intelligensmæssigt slet ikke forstod den. Derfor måtte Kristus bebude "talsmanden den hellige ånd" som de senere tiders verdensgenløsning, idet han vidste, at de nævnte tiders mennesker ville have evne til at kunne forstå den evige sandheds analyser intellektuelt og derfor ikke mere ville kunne tilfredsstilles følelsesmæssigt ved hjælp af autoritetstro. For sådanne væsener betyder autoriteter intet, men derimod den evige sandhed fremført eller åbenbaret i forstandsmæssige analyser alt. De ønsker sandheden som viden og ikke som tro. Og det er disse væsener, der i dag er modtagelige for den evige sandheds videnskabelige fakta og vil komme til at føre det tyvende århundredes verdensgenløsning ud i den intellektuelle rene og praktiske væremåde, der hedder "næstekærlighed". Disse væsener er altså det virkelige livs sande præster. Den hellige ånd eller åndsvidenskaben, væremåden i Guds lignelse, er for dem det altbesejrende, det altafgørende, det primære i deres vågne dagsbevidsthed.