Livets Bog, bind 6
Væsenets uopløselige kombination af følelses- og tyngdeenergi garanterer det kraft til evig oplevelse af livet
2179. Som det af det foregående fremgår, er der således en grænse for, hvor meget de to grundenergier, tyngde- og følelsesenergien, kan frigøres af hinanden. Da de således ikke helt kan frigøres af hinanden, kan de aldrig nogen sinde fremkomme i deres egen renkultur. Hvis denne deres organiske forbindelse ikke var en evig, ubrydelig realitet, ville det levende væsens manifestation og oplevelse af livet være en umulighed. Når tyngde- og følelsesenergien var fri af hinanden, ville der ikke eksistere noget spændingsforhold og dermed ingen som helst kraft i det levende væsen til manifestation og oplevelse af livet. Og hvad skulle da kunne sætte disse to fundamentale bevidsthedsenergier sammen igen? – Dette kan jo ikke lade sig gøre uden ved kraft. Men når de to energiers kombination, der opretholder kraften, ikke mere eksisterede, eksisterer der heller ingen kraft. Og en virkelig død ville da være en kendsgerning, hvis der i så tilfælde var noget væsen til at opleve den. Men hvis de to grundenergier, der således er kraftens inderste kilde, ikke eksisterede uadskilleligt forbundet i et evigt organisk princip, således som tilfældet er, men at deres kombination var et produkt af skabelse, ville der have været engang, da denne kombination ikke var skabt. Men når denne ikke var skabt, kunne der heller ingen kraft eksistere, idet denne er et produkt af nævnte kombination. Hvordan skulle den kombination, som således udgør kraftkilden for al manifestation og oplevelse, da være blevet skabt? – Intet kan blive til af intet. Skabelse kan ikke finde sted uden ved kraft. Vi kan således her se, at væsenets kraftkilde, tyngde- og følelsesenergiens kombination således er en evig organisk realitet i dets psykiske struktur. Den garanterer derved sit ophav en evig livskraft eller evig kraft til manifestation og oplevelse af evig tilværelse.