2232. Som vi også har set, søger menneskene i deres totale, mentale blindhed eller kosmiske analfabetisme at bekæmpe dette onde med det onde. Dette betyder i første instans en sejr for det ondes vedblivende eksistens. Ingen af parterne kan vinde en sådan virkelig sejr over det onde, at den gør det umuligt for dette at eksistere. At bekæmpe det onde med det onde bevirker altså det ondes stadige eksistens. Men ikke desto mindre tror man absolut at kunne sejre over det onde med det onde. Derfor er alle verdens nationer i dag indstillet på at udvide deres kapacitet i at kunne udfolde det onde, altså det dræbende, myrdende, lemlæstende og livssaboterende krigs- og ødelæggelsesprincip. Under denne byrde segner alle tilløb til virkelig kulturopbygning. Og hvad har verden så opnået med den stadige, kæmpemæssigt udvidede kapacitet i at myrde og lemlæste et stedse større og større antal mennesker på kortest mulig tid? Hvordan er "sejrherrerne" fra de sidste store krige indstillet overfor hverandre? – Er de hjertevenner, der lever sammen i tryghed og fred, og hvor al indbyrdes krig er utænkelig? – Har de virkelig overvundet det onde? – Nej, og atter nej. De lever alle i en permanent frygt for hverandre, en frygt så fremtrædende, at intet middel er for dyrt økonomisk set, og intet middel er for rædselsfuldt i sin drabs- og lemlæstelseskapacitet til, at man ikke accepterer det med stor begærlighed i sit krigsberedskab, i hvilket man i forvejen binder millioner af unge mennesker til betjening af massemyrderierne. I sandhed, hedenskabet har fået glimrende gode kår i den moderne kulturudfoldelse.