Stk.:  (1939-2395)      
      Avanceret søgning
   
Hvorfor enhver krigshandling med tortur, drab og mord er tåbelig
2237. Ifølge karma- eller skæbneloven kan intet som helst angreb på noget væsen eksistere uden at være en gengældelse af en forudgående angrebsudløsning fra det selv imod omgivelserne. Som vi forlængst er blevet bekendt med, er ethvert væsen sin egen skæbnes absolutte første årsag. Man vil således her forstå, hvor unyttig og tåbelig enhver krigshandling med drab og tortur uundgåeligt må være, selv om den manifesteres som "forsvar". Selv om denne handling også i øjeblikket synes at være et forsvar eller et middel til at redde sig fra en fjendes såkaldte "angreb", vil den uundgåeligt før eller senere blive årsag til en ny skæbnebølge og komme tilbage til sit ophav som en gengældelse. Men dette forstår menneskene ikke, sålænge de er analfabeter overfor livets største faktor: reinkarnationen eller det levende væsens evige liv. Sålænge de kun ser deres evige liv i en så begrænset og mikroskopisk del af dette deres evige livs giganthorisont, som deres fysiske liv udgør, må de blive ved med at leve i den næsten urokkelige overtro, at de kan sikre deres eget liv ved at myrde andre, at de kan befordre deres egen lykke ved at gøre andre ulykkelige, og selv opleve den virkelige fred og frihed ved at holde andre i ufred og undertrykkelse eller tvang. De forstår ikke, at ingen i virkeligheden kan dræbe, og intet kan dræbes. De tror, de udrydder deres fjender ved at slå dem ihjel. De forstår ikke, at det levende væsen er beskyttet imod en virkelig og absolut død i kraft af dets animalske organisme. De forstår ikke, at den er en sikkerhedsdragt omkring det virkeligt levende væsen, der i sig selv udgør en ren psykisk, hvilket vil sige elektrisk, struktur af en sådan særlig tilstand, at den er immun overfor alle de anslag, der kan udløses imod den af andre levende væsener. De kan ødelægge den fysiske krop eller animalske organisme, men den i organismen fremtrædende sjæl, ånd og jeg, der udgør det virkeligt levende væsen, går sejrrigt ud af et hvilket som helst anslag, der kan rettes imod det fra det fysiske plan. Et sådant anslag kan i værste tilfælde kun ødelægge dets animalske eller fysiske organisme. Men en sådan organisme hører ind under de skabte tings område. Og det er da også kun et tidsspørgsmål, når væsenet atter kan fødes i en ny, skabt fysisk organisme og fremtræde fuldt manifestationsdygtig på det fysiske eller materielle tilværelsesplan. Da dets morder eller mordere også lever evigt og også skal fødes på det fysiske plan efter enhver såkaldt "død", kommer de to modstandere eller modparter atter til at stå overfor hinanden, eftersom situationen eller krigen imellem dem ikke kan være afgjort med, at den ene part har myrdet den anden i deres tidligere jordliv. Sådanne to parter vil blive ved med at være skæbnebundet til hinanden sålænge de ikke har tilgivet hinanden og dermed skabt en virkelig fred og forståelse imellem sig. Således er skæbnens love uundgåelige overfor såvel nationer, folk og racer, som overfor de enkelte individer indbyrdes. Vi ser her, hvor tåbeligt det er ikke at følge de vises ord eller Kristi bjergprædiken om at vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre, hvilket altså vil sige, at gøre alt for at komme til at skabe fred ved hjælp af fred og forståelse og ikke ved hjælp af krig, drab, tortur og undertrykkelse eller gengældelse af ondt med ondt. Enhver gengældelse af fjendskab med fjendskab eller krig med krig er en væremåde, der umulig kan skabe fred, den vil derimod uundgåeligt forlænge fjendskabet eller krigen.


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.