Livets Bog, bind 7
Forfølgelse og uvidenhed overfor den begyndende humane evne eller næstekærlighed
2505. Denne forannævnte kærlighed er endnu meget spæd og i fostertilstand hos de allerfleste af jordens mennesker, ja, er helt uden forståelse og autoritet, skønt det, som nævnt, er den kærlighed, der er alle loves fylde, og uden hvilken intet som helst væsen vil blive i stand til at opleve kosmisk bevidsthed, igennem hvilken livsmysteriets sande løsning udelukkende kun kan opleves. Uden kosmisk bevidsthed vil væsenet ikke være i stand til at hæve sig ud af mål- og vægtfacitternes materielle kundskab. De vil derfor heller ikke kunne forstå den i menneskene begyndende sympatifølelse for væsenerne af eget køn. Sådanne væsener har derfor i større eller mindre grad udløst intolerance og forfølgelse imod væsener, i hvem denne sympati eller kærlighed i særlig grad er kommet til udtryk. Og selv om man nu i humane, intellektuelle kredse begynder at ane eller fatte, at nævnte sympati eller kærlighed må være af en dybere og mere rimelig natur end den "afsporing", "sygelige foreteelse", "perversitet" eller "abnormitet", som uvidende mennesker opfatter den som, vil den alligevel endnu et stykke tid fremover skabe gene, intolerance og bagtalelse for sit ophav. Ja, der findes virkelig endnu lande, i hvilke denne begyndende næstekærlighed i sin naturlige udfoldelse ligefrem er juridisk strafbar. Men dette vil heldigvis ændre sig. Guds skabelse af det fuldkomne menneske i sit billede lader sig ikke standse af jordmenneskelig uvidenhed, intolerance, forfølgelse eller bagtalelse, tværtimod. Det hænder også, at den ny sympatievne eller begyndende næstekærlighedsevne afslører sig også at være til stede i et eller flere af forfølgerens egne børn eller i andre af hans families medlemmer.