Livets Bog, bind 7
Hvad ægteskabet betyder i de primitive zoner, hvor næstekærligheden endnu ikke eksisterer
2550. Ved det primitive menneske, hvor kærlighedsevnen eller det humane talent endnu kun er latent, bliver forelskelsesevnen eller parringsdriften så at sige den eneste faktor, der kan befordre noget humant. Væsenet kan kun igennem denne evne føle sympati, men da denne sympati kun er en vej for væsenet til at få et livsvigtigt begær tilfredsstillet, nemlig det seksuelle, har den ikke noget med virkelig kærlighed at gøre ud over sympatifølelsen for ægtemagen og afkommet. Overfor andre væsener eksisterer denne sympatifølelse ikke. Her er væsenet koldt og egoistisk og møder selv som regel kun kulde og egoisme hos andre væsener, sålænge den virkelige kærlighed eller humane evne endnu ikke er nået så langt frem i udvikling, at den kan gøre sig gældende. Dog mildnes denne mentale kulde i væsenernes forhold til hverandre, der hvor det er en livsbetingelse for arten, at dens væsener må leve i flok. Men skinsyge eller jalousi florerer i høj grad her. Hos de primitive naturmennesker og et godt stykke op i kulturmenneskenes livsstandard er det ligeledes fordelagtige fællesinteresser og livsbetingende samarbejde, der får væsenerne til at tolerere hverandre og slutte sig sammen. Sådanne flokdannelser og sammenslutninger befordres i de lavere udviklingszoner eller sfærer ikke af kærlighed, men af selvopholdelsesdrift. Her er kærligheden eller den humane evne endnu ikke så udviklet, at den kan gøre sig gældende. Men midt i denne kærlighedsløse og inhumane verden er ægteskabet den eneste oplivende og bærende kraft. Hvordan skulle en verden af kærlighedsløse eller inhumane væsener kunne holde en tilværelse ud uden denne oplivende og livsbefordrende parringsdrift? – Væsenerne ville kun være omgivet af et permanent mentalt uigennemtrængeligt mørke. Intet som helst lys ville være at øjne noget sted, ikke et eneste kærtegn, ikke en eneste dragning imod medmenneskene. Kulde, egoisme og selviskhed ville være det absolut altbeherskende tankeklima. Men midt i dette mørke, midt i dette helvede, funkler, lyser og varmer parringsdriften eller ægteskabet som en stråle fra himlen, fra den guddommelige lysverden, væsenerne engang har forladt, men som de hinsides mørket atter skal vende tilbage til. Den evige verdensorden eksisterer, således at intet som helst væsen nogen sinde kan blive lukket helt ude fra lyset eller Guds strålevæld. Så selv i livets mørkezone, i egoismens og selviskhedens hjemstavn i det dræbende princips rige, kan væsenerne blive kærtegnet, blive elsket af et andet væsen. Og i kontakt med den gensidige forelskelse i dette andet væsen oplever de tilsammen kulminationsøjeblikke i lysudfoldelse, fornemmer salighedens nærhed midt i helvede. I kraft af denne enpolethedens lykke eller salighed, dette guddommelige lysglimt fra himlen kan væsenet holde helvede eller mørkets zone ud. I kraft af denne lykke kan det kæmpe og vove sit liv for ægtemagen og afkommet. I kraft af det seksuelle princips befordring af væsenerne som hankønsvæsener og hunkønsvæsener og den heraf følgende parringsdrift, kan sådanne to væsener varme sig ved hinandens gensidige lys og sympati midt i den verden af kulde, skinsyge, misundelse, egoisme, mord og drab, som de netop i større eller mindre udstrækning møder hos deres kønsfæller eller væsener af eget køn i de lavere sfærer, hvis primære bevidsthedslag disse manifestationer udgør. Vi må her huske på, som tidligere nævnt, at disse væsener endnu ikke har nogen som helst særlig udviklet sympati- eller næstekærlighedsevne.