Livets Bog, bind 7
Det guddommelige "noget" eller "X1". Skabeevnen eller "X2" og "X3". Det levende væsens instinktmæssige indstilling på Forsynet eller Guddommen
  1. At da verdensaltet består af organismer, igennem hvilke udløses logiske skabelser og oplevelser, må disse organismer således være tilknyttet "et noget", der er ophav til denne samlede oplevelses- og skabelsesproces i verdensaltet. Thi uden et sådant ophav er både oplevelse og skabelse en total umulighed. En skabeevne såvel som en oplevelsesevne kan umuligt eksistere på anden måde end som en egenskab ved "et levende noget". Hvem skulle ellers være interesseret i at skabe og opleve? – Da dette "levende noget" er skaberen og således altid vil være ophavet til det skabte, kan det i sig selv ikke have nogen som helst analyse ud over, at det udgør "et noget som er". Vi kan ikke sige om dette noget, at det er ondt eller godt, at det er stort eller småt. Vi kan ikke sige, at det er smukt eller grimt. Ja, det er ganske ligegyldigt, hvad vi så end ville sige om dette noget, så kan det kun udgøre noget, som det har skabt. Men noget, det har skabt, kan umuligt være dets analyse, eftersom det jo eksisterede før, det iværksatte skabelsen. Derfor er det netop navnløst i sin egen natur. Vi har derfor her i Livets Bog udtrykt det som "X1".
          Dette guddommelige noget har altså en skabeevne. Da denne består af alle eksisterende skabeevner tilsammen, kan den heller ingen tids- og rumdimensionel analyse have. Den kan heller ikke være skabt, eftersom al skabelse udgår fra den. Den er derfor evig i sin natur og bliver ligeledes navnløs i sin natur udover dette, at den udgør "noget, som er". Vi har derfor udtrykt denne skabeevne som "X2".
          Da alt, hvad der eksisterer som tids- og rumdimensionelle foreteelser i verdensaltet, er frembragt ved forannævnte skabeevne, vil alle eksisterende kontraster eller modsætninger således være frembragt i kraft af den samme gigantiske og af alle andre skabeevner bestående skabeevne. Derved vil dette samlede resultat af denne evige skabeevne i sig selv ligeledes være ganske uden analyse. I dets helhedsfacit eksisterer ligeså godt det onde, som det gode, det ukærlige som det kærlige, det mørke som det lyse, det primitive som det intellektuelle osv. Dette vil altså igen sige, at nævnte helhedsfacit er ligeså ondt, som det er godt, ligeså ukærligt som det er kærligt, ligeså mørkt som det er lyst, ligeså primitivt som det er intellektuelt osv. Men noget, der er ligeså ondt, som det er godt, er jo hverken ondt eller godt. Noget, der er ligeså ukærligt, som det er kærligt, er hverken ukærligt eller kærligt. Kort sagt, da alle kontraster eller modsætninger således ophæver hinanden i den evige skabeevnes samlede resultat, kan dette resultat heller ikke have nogen analyse ud over, at det udgør "noget, som er". Vi har derfor udtrykt dette tredje navnløse "noget" som "X3".
          Vi er kommet til verdensaltets allerdybeste analyse. Vi ser her, at det udgør et navnløst "noget". Vi ser, at det besidder en skabeevne i kraft af hvilken, det kan opleve og skabe og derfor lever i resultatet af denne skabeevne. Disse tre foreteelser: "X1" eller det oplevende og skabende "noget", der svarer til "jeget" i de levende væsener, "X2" der udgør dets skabeevne, og igennem hvilken dets oplevelse også finder sted, samt "X3" der udgør resultatet af denne skabe- og oplevelsesevne, hvilket igen vil sige: organismen og bevidstheden, udgør således lige akkurat de tre betingelser, der kræves, for at et "noget" kan fremtræde som et levende væsen. Verdensaltet er således et eksisterende levende væsen, i hvilket vi alle leve, røres og er. Det er ikke så mærkeligt, at de levende væsener i kraft af deres instinktorgan er indstillet på dette for os alle fremtrædende gigantvæsen som Forsyn eller Guddom endnu længe før, de har fået deres intelligensevne udviklet. Vi ser denne instinktmæssige indstilling på Forsynet igennem dyrets angst- eller dødsskrig, selv om denne indstilling kun er en for dyret selv ubevidst automatfunktion. For de primitive menneskers vedkommende udløses indstillingen på en instinktmæssigt båret stærk religiøs tro på en eller anden forestilling om et forsyns eller højere magters eksistens og væremåde.