Livets Bog, bind 7
Spiralkredsløbenes 6 riger og de 7 grundenergier. Den højeste ilds to poler: "den maskuline pol" og "den feminine pol". Enpolethed og dobbeltpolethed. Hankønsvæsener og hunkønsvæsener. "Djævlebevidsthed". Dommedags- eller ragnaroksepoken. "Himmeriges rige". Menneskets fostertilstand
  1. At alle eksisterende funktioner, bevægelser, skabelser og oplevelser befordres i form af det kosmiske spiralkredsløb. Disse kosmiske spiralkredsløb manifesterer sig som seks riger. Disse riger har vi lært at kende under begreberne: "planteriget", "dyreriget", "menneskeriget", "visdomsriget", "den guddommelige verden" og "salighedsriget". Disse riger bæres henholdsvis af tilsvarende seks grundenergier, nemlig: "instinkt", "tyngde", "følelse", "intelligens", "intuition" og "hukommelse". Disse energiers virkemåde reguleres af en syvende grundenergi "moderenergien" igennem "den højeste ilds" to polorganer: den maskuline pol og den feminine pol. Disse to polorganer er livsoplevelsens generalorganer. I kraft af disse to organers særlige skiftende konstellationer i det levende væsen dannes væsenets spiralkredsløbspassage, ligesom det også er de samme skiftende konstellationer, der bevirker det levende væsens fremtræden som kulminerende hankønsvæsen og kulminerende hunkønsvæsen, hvilken enpolethed ligger til grund for væsenets fremtræden som "dyr" i renkultur. Men efter denne renkultur begynder polkonstellationen at forvandle sig frem imod en dobbeltpolethed i væsenet. Det er denne begyndende forvandling, der omskaber "dyret" til det begyndende "menneske". I denne forvandlings første epoke fremtræder væsenet endnu som specielt "hankønsvæsen" og specielt "hunkønsvæsen" og udtrykkes henholdsvis som "mand" og "kvinde". Men selv om disse væsener seksuelt organ- og forplantningsmæssigt henholdsvis endnu er "hankønsvæsener" og "hunkønsvæsener", er der allerede, om end ubevidst, dybt i deres bevidsthed sket en forvandling. De er således ikke mere fremtrædende som "dyr" i renkultur, men de er heller ikke "mennesker" i renkultur. En begyndende menneskelig evne "intelligensen" sætter væsenet i stand til at praktisere sin dyriske natur i en overdimensioneret tilstand. Den dyriske natur kan i al korthed udtrykkes i ordene: "Enhver er sig selv nærmest" og udgør den totale modsætning til den menneskelige natur, der ligeledes i al korthed kan udtrykkes i ordene: "Enhver er sin næste nærmest". Men for at en væremåde kan være den totale opfyldelse af denne indstilling til næsten, må væsenets kærlighedsevne være tilsvarende totalt eller fuldt udviklet. Men en fuldkommen virkelig og absolut kærlighedsevne udenfor den kunstige sympatitilstand, der ligger til grund for parrings- eller forplantningstilstanden og dermed for ægteskabet, kan umuligt opnås uden igennem oplevelsen af mørkets kulmination i væsenets skæbne. Men mørkets kulmination kan umuligt komme til udløsning i en blot og bar dyrebevidsthed. Dyret har ikke den intelligens, der skal til, for at det kan bringe sin drabs- og egoismekapacitet i en større udfoldelse end den, der netop akkurat er en livsbetingelse for dets egen eksistens. Men det begyndende menneske, der endnu har den dyriske egoisme og drabstendens i sin mentalitet, kan med den tilegnede intelligensevne føre sin egoismes tilfredsstillelser og drabsmetoder frem til den allerhøjeste kapacitet i ødelæggelser, tortur, mord og drab overfor sin næste, hvilket vil sige: overfor alle andre levende væsener, uden at denne væremåde er en virkelig livsbetingelse. Det er disse væseners mentalitet, vi har udtrykt som "djævlebevidsthed". Det er denne bevidsthedstilstand, der ligger til grund for alt, hvad der kommer ind under begrebet krig, mord og drab, tortur og ødelæggelser og lignende. Det er den, der ligger til grund for skabelse af atom- og brintvåben, ved hvilke de ufærdige mennesker kan forøge deres drabs- og ødelæggelseskapacitet millioner af gange overfor deres medvæsener. Det er selvfølgeligt, at en verden af sådanne væsener i tilsvarende grad må blive en "djævleverden", en dommedags- eller ragnaroksepoke, der er den kulminerende kontrast til den allerhøjeste tilværelsesform, det totalt fuldkomne menneskes i kærlighed kulminerende lysverden eller det virkelige "himmeriges rige". Dette vil igen sige: den lysverden, der strækker sig igennem det fuldkomne menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget, hvilke riger udgør hjemstedet for den virkelige færdige og dermed primære livsoplevelsestilstand i de kosmiske spiralkredsløb. Djævlebevidstheds- eller dommedagsepoken er således en overgangsepoke fra dyreriget til menneskeriget. Plante- og dyreriget er således livsoplevelsens fosterepoke. I disse to epoker og ligeledes i djævle- eller dommedagsepoken er de levende væsener kun fostre i forhold til det virkelige kosmiske liv. Igennem denne fostertilstand eller denne livets kulminerende mørkeepoke og største kontrast til livets kulminerende lysepoke opstår den polkonstellation og kulminerende kærlighedsevne i væsenet, der gør dette til det fuldkomne menneske i Guds billede, således at det er ét med Gud, ét med vejen, sandheden og livet.