Livets Bog, bind 7
Guddommens jeg, bevidsthed og organisme består af absolut alt, hvad der eksisterer
  1. At vi umuligt kan komme til Guddommen ved tids- og rumdimensionelt at søge efter det allerstørste makrokosmiske væsen for i dette levende væsen at se Gud. Men da der absolut ikke findes nogen som helst makrokosmisk organisme, som ikke befinder sig indeni en større organisme, ligesom der ikke findes nogen som helst mikroorganisme, i hvilken der ikke findes endnu mindre organismer, bliver det her synligt, at ingen som helst enkelt af størrelse begrænset organisme kan udgøre hele Guddommens bevidsthed og skabevælde. Overfor et sådant væsen vil der, som her ses, eksistere større og mindre væsener, ligegyldigt hvor gigantisk i størrelse det så end måtte forekomme. Derfor kan et sådant væsen umuligt være Guddommen, eftersom Guddommens organisme består af alle levende væseners organismer tilsammen, både makrokosmiske, mikrokosmiske og mellemkosmiske. Guddommens jeg, bevidsthed og organisme består af absolut alt, hvad der overhovedet eksisterer.