Blade af Guds billedbog
Artiklen: Blade af Guds billedbog
2. KAPITEL
Vort liv eller tilværelse er en uafbrudt korrespondance med Guddommen
Er den mest urokkelige eksisterende kendsgerning ikke netop denne, at verdensaltet ikke udgør et »Intet«, men et »Noget«? Og da det netop er dette »Noget«, der viser sig at udgøre en foreteelse, der udløser logisk skabelse, der igen er det samme som tanke- og viljeføring og dermed er åbenbaringen eller tilkendegivelsen af sig selv som et »levende væsen«, bliver enhver opfattelse, der frakender verdensaltet, naturen og livet denne identitet, uvirkelig og dermed falsk. At frakende naturen logisk skabeevne er det samme som at frakende jordkloden dens egen tilblivelseshistorie eller dens forvandlingsproces, af hvilken vor egen forekomst på Jorden er et håndgribeligt resultat. Men en benægtelse af nævnte historie vil jo betyde, at man bag naturens logiske udfoldelse eller skabelse såvel som bag enhver anden tanke- eller viljeføring må sætte »Intet« som ophav. Men en forekomst, der kun har et »Intet« til ophav, kan jo kun være blevet til af sig selv. Men et »Noget«, der er blevet til af sig selv, er det samme som et» Noget«, der er blevet til af »Intet«. Men da »Noget« ikke kan komme af »Intet«, lige såvel som »Noget« heller ikke kan blive til »Intet«, bliver den gamle analyse: »I ham leve, røres og ere vi«, her til videnskabelig eller høj intellektuel sandhed. Da man ved ordet »ham« retmæssigt kun kan udtrykke et »levende væsen«, vil den overleverede sætning udtrykke det samme som: »I et levende væsen leve, røres og ere vi«. Og da dette, at »leve, røres og være« er det samme som at indånde og udånde, spise og drikke, tænke og handle og eksistere som midtpunkt i samtlige disse sine manifestationer, og disse igen kun kan finde sted som en vekselvirkning imellem os selv og naturen, kan det kun være denne natur, der i den guddommelige sætning er udtrykt ved »ham«, Nævnte guddommelige sætning vil da i sin dybeste analyse være at udtrykke: »Naturen er et levende væsen, med hvilket vi befinder os i en livsbetingende vekselvirkning«. Men da en vekselvirkning i sin fuldkomneste form eller kulmination er det samme som korrespondance, er vort liv eller vor tilværelse således en permanent korrespondance med Guddommen eller det levende væsen, der udgør verdensaltet eller naturen.
      At denne korrespondance ikke er en død eller livløs funktion, udløst ved blot og bar tilfældigheder, er det intellektualitetens lysvæld, der funkler og stråler igennem hver en krystal, hver en ædelsten, gennem hver en plante, hver en blomst såvel som gennem det genialitetens skabervælde, der åbenbarer sig i det ocean af animalske organismer, vi kalder »dyr« og »mennesker«, en urokkelig borgen for. I den store verdensplan eller i livets hovedfacit eksisterer intet kaos. Alt er her i enhver henseende plan- eller hensigtsmæssigt, opfyldende nyttige formål. Men idet den således er hensigtsmæssig, afslører den tænkning og tanker. Men afsløring af tanker er det samme som et levende væsens bekendtgørelse af sit eget selv, væsen eller liv. Igennem naturens tusindfoldige foreteelser bekendtgør Guddommen således sit eget selv, væsen eller liv. Vil man finde Gud og forstå hans tanker og væsen, må man altså søge der, hvor samme hellige væsen netop manifesterer disse tanker eller gør dem tilgængelige for sin søn: det levende væsen.