Disse naturens livsbefordrende skabelsesprocesser er altså en skabers eller et levende væsens organismes indre funktioner. Vi lever således i en organismes indre og ser eller oplever dette indre som vor ydre verden. Vi kender denne ydre verden som jord og himmel, som kontinenter og have, som luft og vand, som storm og stille, som kulde og varme, ja, kort sagt som alle naturkræfter tilsammen. Denne organisme udgør altså det samme som jordkloden. Mennesker, dyr, planter og andre livsformer inden for dens område udgør dens mikrovæsener på samme måde, som vore organer, celler, molekyler osv. udgør mikrovæsener i vor organismes indre. Jorden udgør således et makrokosmisk væsen for os, ligesom vi på samme måde udgør et makrokosmisk væsen for vor organismes mikrovæsener. Men ligesom vi ikke kan sanse og opleve fysisk tilværelse uden i en sådan makrokosmisk organisme, således kan vort makrovæsen, jordkloden, naturligvis heller ikke sanse og opleve uden ved at være et mikrovæsen i en for den fremtrædende makrokosmisk organisme. Hvordan skulle den få mulighed for eksistens og liv, hvis der ikke omkring den eksisterede en ydre verden? – Manifestation af liv kan ikke finde sted i det bare "intet".