Det Evige Verdensbillede, bog 1
6. Alle levende væsener er makrovæsener, ligesom de er mikrovæsener i overliggende makrovæseners organismer
Denne jordorganismens ydre verden er solsystemet, der igen befinder sig i et endnu større system.
Dette større system kender vi som mælkevejssystemet.
Dette befinder sig også i et større system og således fortsættende op ad i det uendeligt store.
Da solsystemer og mælkevejssystemer åbenbarer eller udløser logiske manifestationer, kan de ikke undgå at være manifestations- og oplevelsesorganer for et levende "noget" eller "jeg" på samme måde, som vort fysiske legeme er organ for vort jeg.
Hvordan skulle de nævnte systemer ellers kunne udløse logiske manifestationer? –
Alene det, at de udløser bevægelse, afslører dem som ophav til "livsytringer", eftersom bevægelse i sin grundanalyse er livets fornemste kendetegn.
Hele verdensaltet udgør således et system af levende væsener, hvis organismer befinder sig inden i hverandre.
Uden dette guddommelige system ville al livsoplevelse og manifestation være en total umulighed.
Hvordan skulle vore fysiske organismer kunne være levende, være lettere at styre og lede og dermed være et bedre redskab for manifestation og oplevelse på anden måde end netop den, som gør sig gældende ved hjælp af myriader af mikrovæsener i gensidigt samarbejde med vort jeg? –
Hvordan skulle disse mikrovæsener få et livsrum, et univers at leve i, hvis de ikke netop kom til at leve i en levende organisme? –
Og hvordan skulle vi selv kunne have en levende, fysisk organisme, hvis vi ikke selv var mikrovæsener i en makroorganisme med livsbetingelser for vor eksistens? –
Systemet i det levende væsens opbygning, ifølge hvilket det på én gang udgør et mikrovæsen og et makrovæsen og det heraf følgende princip: organismer inde i organismer, der igen betyder: levende væsener inden i levende væsener og dermed universer inden i universer, udgør således livets absolutte grundprincip.

Symbol 7
Livsenhedsprincippet