7. Men det levende væsen eksisterer ikke i noget ingenting. I så fald ville der aldrig nogen sinde have eksisteret noget levende væsen. Det levende væsen eksisterer i verdensaltet, og det er dette, den samlede forskelligt farvede figur udenom det levende væsen på symbolet symboliserer. Men verdensaltet er jo også et levende væsen. Dette levende væsens jeg eller X1 består af alle eksisterende levende væseners X1 eller jeger tilsammen. Dette af disse jeger bestående verdensaltets jeg er symboliseret i det hvide ringformede felt yderst på symbolet. – På samme måde er dette væsens X2 bestående af alle eksisterende levende væseners X2. Dette X2 er symboliseret i det violette felt indenfor det hvide ringformede felt og udgør altså dette gigantvæsens moderenergi. Hertil hører også den evige del af alle eksisterende levende væseners grundenergilegemer, der sammen med nævnte moderenergi udgør dette mægtige væsens skabeevne. De farvede felter imellem det violette felt og det sorte, takkede felt symboliserer alle eksisterende levende væseners grundenergilegemer. Hvert enkelt af disse grundenergiens farvefelter er inddelt i strålefelter. Hvert strålefelt symboliserer et levende væsens grundenergiorgan eller legeme. Af disse legemer udgør den del af hvert legeme, der udfylder rummet mellem takkerne i det violette felt på symbolet, den evige del, medens den øvrige del, der peger indad imod midten af symbolet, udgør den skabte del eller væsenets X3. Tilsammen udgør alle eksisterende levende væseners X3 gigantvæsenets X3.
      Da dette væsen adskiller sig fra alle andre levende væsener derved, at det udgør alt, hvad der eksisterer, kan der ikke være noget væsen ovenover, underneden eller ved siden af dette væsen. Vi har altså her for os den altoverstrålende evige sande Guddom. Symbolet udtrykker således denne evige Guddom. Overfor denne Guddom eksisterer uundgåeligt og evigt hvert eneste eksisterende væsen, ligegyldigt om det er et mikrokosmisk, makrokosmisk eller mellemkosmisk væsen. Alle disse levende væsener er Guds organer og legemer, i kraft af hvilke han kan manifestere sin almægtighed, alvisdom og alkærlighed overfor hvert enkelt levende væsen. Et levende væsens daglige væremåde og oplevelse af livet er således i absolut forstand en vekselvirkning imellem det selv og Guddommen. Hvordan skulle denne vekselvirkning kunne finde sted, hvis de levende væsener ikke var Guds organer og ikke eksisterede? – Hvordan skulle Guddommen kunne åbenbare det højeste strålende lys eller det dybeste mørke for det enkelte levende væsen, hvis de øvrige væsener ikke var organer for hans manifestation og bevidsthed? – Hvordan skulle han kunne skabe livets oplevelse for det enkelte levende væsen – hvordan skulle han kunne føre det fra primitivitet til intellektualitet – hvordan skulle han kunne føre det fra hadets og krigens regioner til fredens og kærlighedens lysende sfærer uden ved hjælp af de andre eksisterende levende væsener? – Hvordan skulle Guddommen kunne give det enkelte levende væsen de erfaringer, den skæbne, den forstand og visdom, den kærlighedsevne, den intuitionsevne, den oplevelse af at være ét med Gud, hvormed han forandrer hvert eneste eksisterende væsen til at blive til "mennesket i sit eget billede efter sin lignelse," hvis ikke de andre levende væsener eksisterede som hans organer eller redskaber herfor? – Hvordan skulle disse andre væsener kunne udføre en så fuldkommen hundrede procent logisk skabelse, hvis ikke de hver især var et led i en sammenhængende enhed, var et organ i en altomspændende levende organisme, styret og ledet ved bevidsthed, mentalitet og ånd? – Og hvordan skulle en sådan levende, fungerende organisme kunne eksistere uden et jeg? – Men hvordan skulle en enhed, bestående af disse nævnte realiteter: organisme, bevidsthed og jeg kunne eksistere uden at være et levende væsen? – Vi bliver atter her vidne til, at verdensaltet er et levende væsen. Da alt, hvad der overhovedet eksisterer, hører med til dette væsens organisme, bevidsthed og jeg, fremtræder det her synligt som det absolut eneste væsen i sin slags. Da det som et levende væsen udgør hele verdensaltet, kan betegnelsen: "den absolut eneste eksisterende sande Guddom" kun være hundrede procent totalt rigtig.
      Hvert eneste levende væsen befinder sig i denne Guddom. Den er i absolut forstand det eneste væsen, det i virkeligheden har sit daglige liv sammen med, eftersom alle dets medvæsener, ligegyldigt hvilket det så end måtte stå overfor, ligegyldigt om det er dets forældre, dets ægtefælle, dets børn, dets nabo, dets ven eller fjende, ligegyldigt om det er planter eller dyr, ligegyldigt om det er mikrokosmiske, mellemkosmiske eller makrokosmiske væsener, der virker på dets sanser, så er det Guds manifestations- og oplevelsesorganer eller redskaber, det befinder sig overfor. Hele dets daglige væremåde, dets manifestation og oplevelse er således en direkte vekselvirkning mellem det selv og Guddommen. Da det således har Guddommen til ophav, hviler i Guddommen, vekselvirker med Guddommen i manifestation, tanke og bevidsthed, vil dette, at udtrykke samme væsen som "gudesøn" også være totalt fuldkomment.
      Dette, det levende væsens høje guddommelige slægtskab med Gud, dette kosmiske fader- og sønneprincip, var en dagsbevidst kendsgerning for Kristus, og vil blive det for ethvert jordmenneske, efterhånden som det får kosmisk bevidsthed og bliver til det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Det er denne kristusbevidsthed, der er det tyvende århundredes verdensgenløsnings mål. Det er tilegnelsen af denne bevidsthed, der er verdens frelse fra ragnarok eller helvede, fra krigen og lidelserne, fra mørkets og dødens gru. Jordkloden skal ikke blive ved med at være tilfældighedens kaos og vildnis for væsenet at leve i. Det skal komme til at opleve verdensaltet som Guds manifestations- og oplevelsesorganisme eller legeme, igennem hvilket denne Guddom gør alt lysende for det levende væsen, som derved kommer til at opleve denne som sin absolutte evige Fader og sig selv som denne guddommelige Faders evige søn. Og er det ikke netop dette, Kristus hentyder til, der hvor han siger: "Sandelig siger jeg eder, den som ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, han skal ingenlunde komme ind i det". At indstille sig som et lille barn til Gud, er naturligvis det samme som at forstå denne Guddom som sit ophav, ligesom et barn forstår sine forældre som sit fysiske ophav og ligeledes at elske Gud, således som barnet elsker sin mor og far. Kun igennem denne kærlighed kan væsenet opnå den store fødsel eller indvielse, der giver væsenet total kosmisk bevidsthed, der igen er det samme som en total gennemstråling af den hellige ånd, der igen er det samme som Guds bevidsthed. Det er denne totale gennemstråling af Guds bevidsthed eller ånd, der gør væsenet til mennesket i Guds billede efter hans lignelse.