Det Evige Verdensbillede, bog 2
Forklaring 2 til symbol nr. 22
12. Igennem oplevelsen af materialismen og gudløsheden eller indvielsen i mørket opstår den humane evne eller næstekærligheden, hvis væremåde igen afføder intuitionsevnen, der udgør sansen for kosmisk oplevelse. Væsener, der er inde i denne humane udvikling, er symboliseret i den halvt orangefarvede og halvt gulfarvede strålefigur til højre på symbolet. Til disse væsener hører alle de, der er vokset fra trosreligionerne samtidig med, at de har en fremragende human evne, der viser, at de allerede har passeret det væsentlige i mørkets kulmination. De er modstandere af krig. Deres evne til ikke at kunne nænne at gøre levende væsener fortræd er meget fremragende. De har forlængst forladt kødspisningens og dyremyrderiernes område. De er således blandt andet selvfølgelige vegetarer – ikke blot for deres egen sundheds skyld – men derimod i højeste grad fordi de ikke kan nænne, at dyrene skal dræbes. De undgår derfor også beklædningsgenstande af dyreskind. De går derfor også som regel klædt i kunststoffer i stedet for animalske. De undgår helst al strid og tilgiver meget gerne deres fjender. De begynder at forstå, at livsmysteriets løsning ikke eksisterer på det fysiske plan. Deres kosmisk organiske forbindelse med Gud begynder atter at røre på sig. De begynder at ane, at der må være en guddommelig plan, en kærlig mening med livet, selv om det på det fysiske plan ser anderledes ud. Disse væsener er derfor i en voksende grad modtagelige for livets store analyser. Og de vil igennem disses acceptation som rettesnor for deres tænkning og væremåde være prædestinerede for modtagelighed for kosmiske glimt, alt eftersom deres humanitets- eller kærlighedsevne og intuitionsevne vokser eller udvikler sig. De vender også tilbage til at bede til Gud og opdager bønnens kraft. Både Guds og den åndelige verdens eksistens begynder således at blive sandsynlig for dem. Det er disse væsener, der således er på vej bort fra mørket, Kristus udtrykker som fårene, der skal skilles fra bukkene. Vi har netop i det foranstående set, hvorledes bukkene, der er det samme som de ufærdige, materialistiske og gudløse mennesker med en endnu meget lidt udviklet næstekærlighed, vandrer i mørkets og lidelsernes kulminationsområde. Og der, igennem virkningerne af de lidelser, de har påført andre væsener (dyr såvel som mennesker) bliver omskabte fra inhumanitet til humanitet, fra dyr til menneske. Alt eftersom denne omskabelse finder sted, vandrer væsenerne ud af mørket og frem imod lyset, ud af krigen og frem imod freden, ud af døden og frem imod livet. Vi er således her vidne til det princip, der adskiller fårene fra bukkene. Denne adskillelse foregår således lige for vore øjne. Vi er vidne både til fårene og bukkene. Vi ser her, at Verdensgenløserens forudsigelse om denne adskillelse også er en evig altoverstrålende kosmisk sandhed. Men Kristus måtte iklæde denne store kosmiske sandhed en for hans disciple og samtid tilpasset symbolsk ordform, som vi her skal gengive fra Matthæus-evangeliet 25. kap., 31-35 og 41: "Men når menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han sidde på sin herligheds trone. – Og alle folkeslagene skulle samles foran ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene. – Og da skal han stille fårene ved sin højre side og bukkene ved den venstre. – Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kommer hid, I min Faders velsignede! arver det rige, som har været eder beredt fra verdens grundlæggelse. – Thi jeg var hungrig, og I gav mig at spise; jeg var tørstig, og I gav mig at drikke ... osv. – Da skal han sige til dem ved den venstre side: Går bort fra mig, I forbandede! til den evige ild, der er beredt djævelen og hans engle. – Thi jeg var hungrig, og I gav mig ikke at spise; jeg var tørstig, og I gav mig ikke at drikke ... osv." Menneskesønnen er Kristus. Men hvad er nu Kristi herlighed? – Kristus er jo ét med Faderen. Kristi herlighed er derfor det samme som Faderens eller Guds herlighed. Og Guds herlighed kan kun være det samme som den højeste magt, visdom og kærlighed, der igen er det samme som det, vi også kender under begrebet den hellige ånd. Verdensgenløserens eller Kristi forudsigelse om menneskehedens skæbne, befriet fra dens oprindelige symbolske form, vil derfor være at udtrykke således: Når Guds herlighed, den allerhøjeste magt, altoverstrålende visdom og kærlighed igennem verdensgenløsningens næste udslag påny åbenbarer sig for jordmenneskeheden, da vil den intellektuelt som en videnskab klarlægge, hvilke mennesker der er på vej ind i mørket eller er i mørket, og som af Kristus blev lignet ved bukkene – og hvilke væsener der er på vej ud af mørket og går fremad imod lyset, fremad imod slutfacittet på deres egen omskabelse fra dyr til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. At det netop er denne Guds hellige ånd, der er fundamentet for slutepoken i Guds skabelse af mennesket, bekræfter Kristus selv med sin udtalelse om talsmanden den hellige ånd. Kristus siger her: Men talsmanden, den hellige ånd, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære eder alle ting og minde eder om alle ting, som jeg har sagt eder (Johannesevangeliets 14. kap., 26). – Kristus understregede atter her, at det ikke er en person, der skal være den ny verdensgenløsnings dyrkelsesobjekt, men derimod en absolut allerhøjeste viden om Gud, om det levende væsen, om verdensaltet, om væsenernes udødelighed og identitet med Gud eller kort og godt selve livsmysteriets løsning. Og er det ikke netop denne viden, der er Guds viden, Guds bevidsthed og ånd? Er ånd ikke netop det samme som tanker og viden? – Den hellige ånd betyder altså hellige tanker og hellig viden. Men hellige tanker og hellig viden kan kun være den absolutte sandhed. I modsat fald er de jo ikke hellige. De absolutte sande tanker og den absolutte viden om Guddommen, det levende væsen og verdensaltet er altså objektet for det tyvende århundredes verdensgenløsnings videreføring af kristusbevidstheden som model for skabelsen af det jordiske menneskes slutfacit som det færdige menneske i Guds billede.
Symbol af Martinus
Symbol 22
Den evige kosmiske, organiske forbindelse mellem Gud og gudesøn 2
Symbol af Martinus
Symbol 22A
Det materialistiske eller ufærdige verdensbillede