Det Evige Verdensbillede, bog 2
Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse
Symbol nr. 23
1.  Fra mineral til menneske
I det foranstående er vi nået frem til det færdige menneskes stadium, hvilket vil sige det stadium eller rige, om hvilket Kristus siger: "Mit rige er ikke af denne verden." Dette rige eksisterer, som vi allerede ved, endnu ikke på jorden. Det eksisterer kun på kloder af en højere udviklingsstandard og med en menneskehed ligeledes af højere udvikling end jordklodens menneskehed. Disse væsener er så højt udviklet, at vi her er ved slutfacittet med hensyn til Guddommens skabelse af mennesket i sit billede. Et væsen herfra har altså gennemgået alle udviklingens stadier. Det har begyndt i dets nuværende kosmiske spiralkredsløb som mineral- og plantelivsform. Overgik herfra til dyrelivsformen og kulminerede i denne som djævlemenneske eller som et mørkets eller det dræbende princips væsen. Det blev krigens og de ulykkelige skæbners ophav. Virkningerne heraf blev dets ragnarok, dets kulminationsoplevelse i smerte og lidelse. Med dets her begyndende humane evnes udvikling begynder det at svinge i kontakt med verdensaltets grundtone kærligheden. Med denne evne begyndte en ny epoke i dets spiralkredsløbs passage. Det begyndte ved verdensgenløsningens hjælp at bekæmpe den dyriske natur, som det endnu havde tilbage at overvinde.
Symbol af Martinus
Symbol 23
Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse