Det Evige Verdensbillede, bog 3
10. Stjernefelt nr. 8
Idet vi i vore analyser her er kommet frem til den årsagsløse årsag, er vi kommet frem til livsmysteriets fundamentale løsning. Vi er kommet frem til selve ophavet til hele bevægelsesoceanet i verdensaltet, ophavet til, at det fremtræder som logisk og planlagt skabelse, ophavet til, at det viser sig som manifestation og oplevelse af livet. Vi er kommet frem til selve "det levende noget" bag al manifestation eller skabelse og oplevelse af liv. Vi er kommet frem til "noget", der afviger fra alt andet i verdensaltet derved, at det ikke er skabt, men har en evig uforanderlig eksistens. Det er i sig selv ikke bevægelse, men derimod som nævnt bevægelsens ophav. Da det er ophav til al skabelse, kan det i sig selv ingen analyse have. Lige meget hvilken analyse vi så end synes det måtte have, vil denne analyse kun kunne være udtryk for noget, dette har skabt og ikke for det nævnte "noget" selv. Siger vi om dette "noget", at det er kærligt, vil denne analyse kun være udtryk for noget, det gør, noget det skaber, noget det frembringer. Men en analyse af noget frembragt eller skabt, er ikke en analyse af frembringeren eller skaberen. Den virkelige og absolut eneste eksisterende skaber, hvilket vil sige: jeget i det levende væsen, kan således absolut ingen analyse have ud over denne ene, at det udgør "noget, som er". Ud over jegets eksistens eksisterer der i verdensaltet absolut ikke andet end skabte foreteelser, udelukkende frembragt ved jeger. De kan derfor ikke udgøre nogen som helst analyse af disse deres ophav, jeger eller skabere. Ethvert levende væsens jeg må derfor retmæssigt forblive navnløst og totalt uden analyse ud over denne ene, at det udgør "noget, som er". Men vi ser, at der til dette jeg, vi kan udtrykke som et princip, er knyttet to andre principper. Disse tre principper er så nøje sammenknyttede, at de ikke kan skilles ad. De kommer derved til at danne en uadskillelig enhed. Det er denne enhed, vi kender som "det levende væsen". Denne enhed består altså af et jeg, en skabeevne og det skabte. Da disse tre principper ikke kan adskilles, bliver det samme levende væsen her synligt som en evig, udødelig realitet. Hvis jeget ikke eksisterede, ville der umuligt kunne eksistere noget levende væsen. Det samme ville være tilfældet, hvis skabeevnen, hvilket vil sige bevidstheden eller væsenets psykiske side, ikke eksisterede. Men det levende væsen ville også være en umulighed, hvis den del ved det nævnte væsen, der hører ind under de skabte organismer eller legemer ikke eksisterede. Det levende væsen udgør således et treenigt princip eller en enhed med tre analyser: jeget, skabeevnen og det skabte. Da jeget ikke har nogen analyse ud over, at det udgør "noget, som er", har vi udtrykt det som "X1". Da jeget evigt har haft sin skabeevne, er denne også en evig realitet og kan heller ikke have anden analyse end dette, at udgøre "noget, som er". Da væsenets organismeprincip også er evigt, og ligeledes kun har denne analyse, at det udgør "noget som er", har vi udtrykt dette som "X3". Det skal her bemærkes, at væsenets organismeprincip ikke ændres ved dets fysiske organismes død eller ophør, da det, som vi senere skal se, er en livsbetingelse for væsenet, at denne kan udskiftes, efterhånden som dets fysiske udvikling skrider frem. Det fysiske legeme er netop beregnet til denne udskiftning.
Symbol af Martinus
Symbol nr. 32
De tolv grundfacitter eller livsmysteriets løsning