Det Evige Verdensbillede, bog 3
11. Stjernefelt nr. 9
Når der er blevet sagt os om Guddommen, at "I Ham leve, røres og ere vi", er det en urokkelig kendsgerning, der her er blevet udtrykt. Vi ved allerede, at vor organisme er et verdensalt en miniature. Den udgør bolig for myriader af mikrovæsener, som får deres oplevelse og skabelse af livet i denne samtidig med, at disse små væsener er en livsbetingelse for organismens eksistens som et redskab for dens ophavs skabelse og oplevelse af livet. Vi bliver således hver især et makrovæsen for disse vore mikrovæsener. Men er det ikke netop en lige så urokkelig kendsgerning, at vi selv er mikrovæsener i en kæmpeorganisme? – Hvis ikke det er en organisme, hvad er det da? – Er ikke netop den mangfoldighed af skabelsesprocesser, der foregår omkring os, som vi kalder "naturen", livsfunktioner for et makrovæsen? – Hvordan skulle denne naturens udfoldelse eller dens logiske skabelsesprocesser, der er det samme som bevægelse, være noget livløst? – Er ikke netop disse skabelsesprocesser i deres slutfacit synlige for den udviklede forsker som værende til glæde og velsignelse for levende væsener? – Bevægelse er jo livets urokkelige kendetegn. Hvordan skulle noget dødt kunne være ophav til bevægelse? – Noget absolut dødt, må være absolut stilhed. Ingen som helst bevægelse kan i sin uranalyse blive til uden i kraft af noget levende. Ligesom vor fysiske organismes mikrovæsener lever i denne vor organisme, således lever vi i et makrokosmisk væsens organisme som mikrovæsener. Dette vort makrovæsen bliver i første instans jordkloden. Denne er altså et levende væsen. Denne er igen et organ i solsystemet, der er organ i mælkevejssystemet, der atter er organ i et endnu større organismesystem og således fortsættende i den uendelige og evige organisme "verdensaltet". Til denne altomfattende organisme udgør alle de eksisterende levende væseners jeger tilsammen dens jeg. Dette jeg udgør således verdensaltets jeg, og for hvilket jeg, verdensaltet udgør dets levende organisme. Da det af denne organisme og dette jeg bestående levende væsen udgør alt, hvad der eksisterer, bliver det, det absolut eneste eksisterende, levende væsen i sin slags. Det afviger fra alle andre levende væsener derved, at det ikke som disse udgør noget mikrovæsen i et makrovæsen. Absolut alle eksisterende levende væsener eksisterer som mikrovæsener i dette væsen. Det bliver således her synligt, at nævnte levende væsen, der har hele verdensaltet til organisme og alle de levende væseners jeger og mentalitet til jeg og bevidsthed, kun kan være den igennem alle tider under forskellige former og grader i udvikling søgte og tilbedte evige Guddom. Og vi forstår således her, hvorledes denne Guddom nødvendigvis må være almægtig, alvis og alkærlig, og at vi alle nødvendigvis netop må leve, røres og være i Ham.
      På stjernefelt nr. 9 ser vi trekanter fremtrædende inde i trekanter, dette skal symbolisere princippet "væsener inde i væsener". Trekanten symboliserer, som vi allerede ved, det treenige princip, som ethvert levende væsen repræsenterer. Væsener inde i væsener udtrykker således hovedprincippet i Guddommens legeme. I kraft af dette guddommelige princip, nyder vi allesammen den guddommelige velsignelse at være mikrovæsen i et makrovæsens organisme, der for os er en strålende sollys verden med hele sin naturs pragt og skænkende os alle muligheder og betingelser for at kunne udvikle os og blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse.
Symbol af Martinus
Symbol nr. 32
De tolv grundfacitter eller livsmysteriets løsning