Det Evige Verdensbillede, bog 3
12. Stjernefelt nr. 10
Som vi allerede er blevet kendt med, har alle levende væsener en evig livsoplevelse. Men hvad er hovedbetingelsen for, at det levende væsen i det hele taget er i stand til at kunne opleve noget? – Det er rigtigt, at det har sanseevner, men det er absolut ikke nok for at kunne sanse. Objekterne, der skal sanses, må fremtræde på en sådan måde, at de er markeret. Noget, der ikke er markeret eller ikke mere eller mindre udgør en kontrast til andre ting, kan umuligt sanses. Men hvordan bliver en ting markeret, så den sanses? – Den bliver markeret derved, at der til den findes en modsætning. Den må mere eller mindre afvige fra alle andre ting i dens omgivelser. Hvis den ikke mere eller mindre var en afvigelse fra omgivelserne, men var fuldstændig totalt ét med dem, ville den i tilsvarende grad være totalt usynlig. Denne tingenes afvigelse fra andre ting, hører hjemme under det, vi kalder "kontrastprincippet". Dette princip kendes bedst i form af lyset og mørket. Nødvendigheden af disse to kontraster ser vi meget let på et fotografi. Det består netop af lys og mørke, hvilket sidste vil sige skygge. Hvordan skulle et fotografi være synligt, hvis ikke det netop bestod af lys og skygge? – Alle, der er kendt med at fotografere, ved hvorledes et fotografi er mere eller mindre mislykket i samme grad, som det er mere eller mindre overbelyst. Ved overbelysningen bliver dets skyggepartier mere eller mindre lyse og smelter sammen med lyspartier, hvorved billedet i tilsvarende grad mere eller mindre udslettes. Det samme gør sig gældende på et foto, der er underbelyst. Her er det lyspartierne, der ikke kommer frem på billedet på grund af det manglende lys under optagelsen. Lyspartierne bliver da i tilsvarende grad mere eller mindre mørke og smelter sammen med mørkepartierne, hvorved billedet i tilsvarende grad udslettes. Der må således være en nøjagtig balance mellem lys- og skyggepartier på et billede, for at det kan være totalt fuldkomment. Dette vil igen sige, at på billedet må forholdet mellem lys- og skyggepartierne være nøjagtigt det samme, som det er mellem lys- og skyggepartierne på det objekt, billedet skal være en gengivelse af. Er det ikke det, er billedet falsk og ukunstnerisk. Men dette gælder ikke blot sorthvide billeder, det gælder også i lige så høj grad farvefoto, malerier og andre billeder i farver. De er alle baseret på lys- og skyggeprincippet. Men ved farvebilleder er lys- og skyggepartierne blot fremtrædende i farver, hvilket vil sige, at de fremtræder i andre supermikrokosmiske vibrationer eller svingninger, men også disse må være i en indbyrdes balance, hvis det billede, de udgør, skal være totalt fuldkomment, være genial kunst.
      For at en ting kan sanses, må den altså mere eller mindre udgøre en kontrast til dens omgivelser. Dette kontrastmæssige forhold til dens omgivelser bevirker, at den kan skelnes fra disse omgivelser. Derved bliver den til et sanseobjekt. Men et sanseobjekt kan kun eksistere som et "billede". Hvis dette billede opleves ved synssansen, bliver det altså et synsbillede. Og vi "ser" billedet fremtræde i lys og skygge. Hvis sanseobjektet opleves igennem høresansen bliver det et "lydbillede". Hvis det opleves gennem lugtesansen bliver det et "lugtebillede". Hvis det opleves igennem smagssansen bliver det et "smagsbillede", ligesom det bliver et "følelsesbillede", hvis det opleves igennem følelsessansen. Disse billeder danner grundlaget for skabelsen af væsenets bevidsthed og psykiske tilstand, livsoplevelse og manifestation. Ethvert af de nævnte sansebilleder må, for at være fuldkomne ligesom fotografiet eller lys- og skyggebilledet have balance mellem det onde og det gode i dets indbyrdes detaljer. Hvis der i et musikstykke, der altså udgør et hørebillede, ikke er balance, hvilket her vil sige harmoni, mellem de tonearter, det er bygget op af, opstår der i en tilsvarende grad disharmoni, og stykket bliver i samme grad ufuldkomment ligesom det over- eller underbelyste foto eller farvebillede. Da det levende væsen ikke blot oplever sansebilleder, men også manifesterer eller skaber sansebilleder, der igen er det samme som dets manifestationer, må der ligeledes her være harmoni eller balance i de indbyrdes detaljer, som manifestationerne er bygget op af. Er der ikke det, bliver manifestationerne ufuldkomne. Et væsens samlede manifestation eller væremåde repræsenterer også et billede. Det består også af lys og skygge. Men lyset her er det samme som kærligheden, medens mørket er det samme som hadet. Det er de samme to kontraster, vi henholdsvis kalder "det gode" og "det onde". I ethvert menneskes væremåde er disse to kontraster til stede. I modsat fald ville der ikke være nogen væremåde. Uden de to kontraster ville væremåden lige så lidt kunne udgøre et sansebillede som et fotografi, hvorpå der hverken er lys eller skygge. I nogle mennesker er mørket i særlig grad dominerende, hvilket vil sige, at den humane evne eller næstekærligheden endnu er meget ringe. Det er i overvældende grad endnu behersket af det dræbende princip, det lever i høj grad i krig og ufred, det lever ved animalsk føde og befordrer således i samme grad sit eget liv ved andres død og undergang. Det kan ikke nægtes, at et sådant billede af væremåden svarer til et underbelyst fotografi. Ligesom det underbelyste fotografi er et uvirkeligt eller afsporet billede af det objekt, det udgør et foto af, fordi skyggepartierne er overdimensionerede og derved falske, således er også sansebilledet af det ufærdige menneskes væremåde et falsk eller afsporet billede af den absolut totale og fuldkomne væremåde, fordi mørkekontrasten, skyggepartierne eller "det onde" her også er i overdimensioneret tilstand og dermed falske.
      Men ligesom et foto også kan være overbelyst, hvorved lyspartierne bliver overdimensionerede lyse og derved falske, således kan sansebilledet af det ufærdige menneskes væremåde også udvise overdimensionerede og derved falske lyspartier, hvorved nævnte sansebillede naturligvis også er falsk i forhold til den totale og absolut fuldkomne væremåde. Disse overdimensionerede lyspartier giver sig udtryk i ulogiske sympatiudfoldelser eller den såkaldte "tossegodhed". Som ulogisk sympati kan nævnes den, der bevirker, at visse forældre ikke kan nænne at opdrage eller irettesætte deres børn, men lader dem uhæmmet manifestere alskens unoder og gener omkring sig til skade både for dem selv og andre mennesker. Det er også en ulogisk sympati, der gør sig gældende som snobberi, hvilket vil sige: foregøglet venlighed over for personer, der er højere på strå end én selv, for at indynde sig hos disse for at være med i disses eventuelle glans eller berømmelse. Ren og skær forelskelse mellem de to køn er også en ulogisk sympati, selv om den på et vist stadium i Guds skabelse af mennesket må betragtes som naturlig. Den adskiller sig fra det virkelige guddommelige lys eller kærligheden derved, at medens kærligheden er totalt uselvisk, er forelskelse selvisk. Kærligheden stiller absolut ingen som helst fordring om genelskelse, medens forelskelse i virkeligheden afføder en fordring om genelskelse over for den modsatte part eller forelskelsens objekt. Dette gør det også til en kendsgerning for den udviklede forsker, at forelskelsessympatien ikke kan udgøre det primære slutfacit eller endemål med Guds skabelse af mennesket i sit billede. I samme grad bliver det til kendsgerning, at det virkelige guddommelige lys eller kærligheden, der netop udgør en betingelsesløs sympati over for andre levende væsener, er det eneste absolutte lys i væremåden, der kan gøre væsenet til mennesket i Guds billede efter hans lignelse.
      Kontrastprincippet er således en absolut uundværlig betingelse for de levende væseners oplevelse og manifestation af livet. Vi har her set, at det lige så godt gør sig gældende i sansningen eller oplevelsen af billedet af væsenernes væremåde, som i et almindeligt fotografi eller i et andet materielt billede. For at noget kan blive et sansebillede, må det altså mere eller mindre bestå af kontraster eller modsætninger. At opleve livet er således det samme som at opleve kontrastkombinationer. Hver sådan kontrastkombination udgør altså et sansebillede. Væsenets manifestation eller tilkendegivelse af sig selv over for andre levende væsener sker udelukkende igennem sådanne af kontraster dannede sansebilleder. Dets tale, dets skrift, ja alt hvad det overhovedet kan skabe, manifestere eller frembringe, må således for at kunne sanses, udgøre et kontrastbillede, hvorved det netop bliver et sansebillede. De levende væseners manifestation og oplevelse af livet befordres altså ved deres evne til at skabe kontrastkombinationer eller sansebilleder. Den højeste præstation i denne væsenernes skabelse er deres samlede væremåde. Denne danner altså et sansebillede, i hvilket alle dets manifestationer eller skabte foreteelser er detaljer. Vi har nu set, at dette billede er kontrastloven, der også kan udtrykkes som loven for skabelse, underkastet. Dette af væsenet skabte billede kan ligesom alle andre skabte billeder have overdrevne og dermed uvirkelige lyspartier og have alt for overdrevne mørkepartier, hvorved billedet også bliver ufuldkomment. Men vi har også set, at ved opfyldelse af kontrastloven ved en harmoni eller ligevægt imellem detaljernes kontraster i billedet, opstår det totalt hundrede procents fuldkomne billede, altså toppunktet eller det højeste udtryk for genialitet et billede overhovedet kan fremvise. Og det er altså dette toppunkt eller højeste udtryk for genialitet, der er målet for skabelsen eller fuldkommengørelsen af det levende væsens væremåde. Uden at væsenets væremåde udgør et sådant sansebillede, er det et ufærdigt væsen og kan umuligt udgøre Guds billede efter hans lignelse.
      Men hvordan bliver nu et væsens væremåde så fuldkommen, at den kan udgøre et sådant billede? – Vi har før nævnt, at naturens skabelsesprocesser er totalt fuldkomne i deres slutfacit eller færdige stadium. Da de levende væsener, både planter, dyr og jordmennesker er under udvikling, er på vej fra primitivitet til intellektualitet, fra inhumanitet til humanitet samtidigt med, at hver eneste eksisterende oplevelse de får eller erfaring, de er i stand til at gøre, uundgåeligt er et plus for denne udvikling, bliver det også her til kendsgerning, at de levende væsener således er under vækst hen imod en større og større fuldkommenhed for til sidst at nå denne væksts slutfacit, dette: at være hundrede procent til glæde og velsignelse for levende væsener, hvilken væremåde er den samme som Guds væremåde. Det er denne væremåde, der gør mennesket til Guds billede efter hans lignelse. For at blive det fuldkomne eller færdige menneske må ethvert levende væsen gennemgå en livsoplevelsesepoke i mørkets eller det såkaldte "ondes" tilværelsesplaner eller sfærer for igennem erfaringsdannelsen her at blive ekspert i kendskabet til, hvad der er ondt, og hvad der er godt. Kun med dette kendskab bliver det i stand til udelukkende at skabe eller manifestere det gode, lyset eller kærligheden og derved blive ekspert i den totalt fuldkomne væremåde og blive i Guds billede efter hans lignelse.
      Så længe det levende væsen ikke kender forskel på godt og ondt, kan det ikke undgå at skabe fejlmanifestationer, hvilket vil sige manifestationer, der kun kan skabe lidelser, krig, mørke eller ufred. Efterhånden som væsenet oplever virkningerne af sine fejlmanifestationer og den viden, der heraf følger, bliver det mere og mere i stand til at handle rigtigt i sin væremåde og derved undgå fejlmanifestationerne, og hvorved dets væremåde bliver mere og mere fuldkommen. Den forandrer sig. Denne forandring kan man udtrykke som en bevægelse fra mørke til lys. Men denne bevægelse slutter ikke ved, at væsenet har nået lyset. Livsoplevelsen er jo en evig funktion, der opretholdes i kraft af det store kosmiske princip "sult- og mættelsesprincippet". Dette princip gælder ikke blot den daglige mad og drikke, det gælder i ikke mindre grad væsenets mentale eller psykiske område. Her er sulten eller hungeren det samme som begær eller ønsker. Objektet for disse er interessesfærer, man ønsker at dyrke. Det kan være ting, man ønsker at besidde, det kan være undervisning i musik, sprog eller andre fag osv. For denne mentale sult gælder det, at den, ligesom den fysiske sult efter mad og drikke, kan mættes. Hvis man ser en film, man er så betaget af, at man ønsker, at se den igen og måske endnu et par gange, bliver man dog efterhånden mættet og taber interessen for atter at se den, i det mindste foreløbig. Og således er det med alle interessesfærer, man dyrker. De fører til mættelse. Og væsenet søger mættelse i nye interessesfærer og livsoplevelser. Dette hunger- og mættelsesprincip gælder også for det totalt fuldkomne menneske i Guds billede. Men det er et væsen, der forlængst er blevet totalt mættet af mørkets eller "det ondes" interessesfærer. Det har jo tilegnet sig den allerhøjeste viden om, hvad der er ondt, og hvad der er godt samtidigt med, at det har tilegnet sig som vanebevidsthed ikke at kunne gøre "det onde". Det nyder nu igennem sin livsoplevelse i lysets riger eller de åndelige verdener, den allerhøjeste form for tilfredsstillelse af hunger efter kærligheden i alle dens guddommelige, lysende aspekter. Men også her sker der en fundamental mættelse. Og væsenet kommer i samme grad til at hungre efter lysets modsætning, nemlig mørket. Efterhånden som denne mættelse skrider frem, degenererer væsenets livsoplevelsesevne på det ydre, lysets plan. Det kan derefter kun opleve sin egen indre verden, hvilket vil sige: dets erindrings- eller hukommelsessfære. Men her er denne evne også i sin højeste udfoldelse. Da det her begynder at hungre efter mørkets sfære, kan det igennem sin udviklede hukommelse her få en første begyndende nydelse af mørket igennem sine erindringer fra sit fysiske livs mørkemanifestationer og oplevelser. Da disse erindringer her opleves som salighedsfornemmelser, har vi udtrykt denne hukommelsessfære for "salighedsriget". Herfra fører begæret efter det fysiske plans mørkesfærer væsenet videre igennem udviklingen ind på det fysiske plans mineralsfære, dets planterige og videre til dyreriget, i hvilket det som ufærdigt menneske kulminerer som mørkevæsen eller som kontrast til det kulminerende lysets væsen: mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Og her bliver det således atter mættet af mørkets oplevelser, der afføder hungeren efter lyset eller kærligheden. I kraft af denne hunger udvikler det sig efterhånden ud af mørkets sfære og ind i lysets riger, hvor det atter bliver mættet af lyset og atter får hunger efter mørket og således fortsættende i al evighed. Det er denne de levende væseners livsoplevelses- og manifestationspassage igennem mørkets og lysets sfærer eller riger, vi har udtrykt som "kredsløb". Efter at have tilbagelagt et kredsløb, altså en enkelt passage af mørkets og lysets sfærer eller riger, går væsenet imidlertid ikke ind i en total genoplevelse af dette kredsløb, men går over i et kredsløb af en ny variation af oplevelsen af lys- og mørkesfærerne. Derved bliver væsenernes evige livsoplevelse og manifestation at udtrykke som et "spiralkredsløb". Ved denne væsenernes evigt skiftende livsoplevelses- og manifestationspassage igennem lys- og mørkesfæren, alt efter deres hunger- og mættelsestilstand opretholdes en evig fornyelse af væsenets livsoplevelses- og manifestationsevne. Uden lys- og mørkekontrasterne og uden spiralkredsløbet ingen som helst bevidsthedsskabelse, ingen som helst manifestation eller livsoplevelse, intet som helst evigt liv.
      I stjernefelt nr. 10 ser vi en trekant. Den symboliserer som sædvanligt det levende væsen. Den øvrige figur symboliserer det evige, kosmiske spiralkredsløb, der således er det levende væsens evige livspassage.
Symbol af Martinus
Symbol nr. 32
De tolv grundfacitter eller livsmysteriets løsning