Det Evige Verdensbillede, bog 3
14. Stjernefelt nr. 12
Vi er nu i disse forudgående afsnit af symbol nr. 32 blevet kendt med 11 sammenhængende grundanalyser. Vi har set, at disse hver for sig er urokkelige principper i verdensaltets eller livets struktur. Vi ser, at disse som kendsgerninger for den udviklede forsker bekræfter det levende væsens udødelighed, dets skæbnedannelse, dets evige livsoplevelsesevnes fornyelse og dyreriget eller mørkezonen som en livsbetingelse for oplevelsen af det altoverstrålende lys i spiralkredsløbets 5 andre riger. Vi blev også klar over, at bevægelsen i spiralkredsløbet fra mørke til lys og atter til mørke og lys befordres i kraft af sult- og mættelsesprincippet, der ikke blot er et fysisk, men i allerhøjeste grad også er et åndeligt eller kosmisk princip, uden hvilket al oplevelse og manifestation af liv ville være en umulighed, lige så vel for Guddommen som for de levende væsener. Uden hunger ingen mættelse, og uden mættelse ingen som helst oplevelse, eftersom oplevelse og mættelse, kosmisk set, er identiske. Enhver oplevelse mætter. Man bliver ikke ved med at se det samme teaterstykke hver aften uden at blive mæt. Det samme gælder en hvilken som helst anden oplevelse, når den bliver gentaget tilstrækkeligt. Vi har yderligere set, at livsmysteriets løsning gør det til kendsgerning for den udviklede forsker eller kosmiske iagttager, at kærligheden er verdensaltets grundtone, og dette, at man skal elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv udgør den absolut eneste vej til lyset, til kosmisk bevidsthed, til den virkelige fundamentale selvoplevelse af selve Guddommen. Grundfacitterne åbenbarer yderligere for os, at ligesom vi er et levende makrokosmos for de myriader af levende væsener, der oplever livet i vor organisme, ligesådan er vi mikrovæsener i en større organisme, der udgør makrokosmos for os, og at vi i disse to kosmos har Guds legeme i os og uden om os, samt at det er igennem disse to kosmos, at væsenet som et mellemkosmisk væsen er legemligt og åndeligt forbundet med Gud. Og det er dette familieskab med det allerhøjeste væsen, der gør det levende væsen til en virkelig gudesøn, der som mellemkosmisk væsen kan opleve og iagttage den evige Guddom både foroven og forneden, både inde i og uden for sig selv. Men gudesønnen eller det levende væsen ikke blot oplever og iagttager dette sit evige ophav, men det får af denne sin oplevelse og iagttagelse selv evne til manifestation eller skabelse. Da denne dets manifestations- eller skabeevne således udelukkende er et resultat af dets oplevelse og iagttagelse af Guddommens manifestation eller skabelse, og denne skabelses slutfacitter absolut alle uden undtagelse er til glæde og velsignelse for levende væsener, eksisterer der således ingen som helst mulighed for, at tilblivelsen af det levende væsens manifestations- eller skabeevne og dermed dets væremåde ikke skal blive til glæde og velsignelse for levende væsener i sit slutfacit. Det er dette guddommelige slutfacit på skabelsen eller udviklingen af det levende væsens væremåde, der gør dette til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse".
      Vi har her set, at livsmysteriet med kendskabet til de tolv grundfacitter ikke mere er noget mysterium, hvilket det heller ikke er livets mening, at det skal være. Det er disse kosmiske analyser, Guddommen har i beredskab for den udviklede sandhedssøger eller for et hvilket som helst andet væsen, der hungrer efter livsmysteriets løsning som næring for kærligheden baseret på et fundament af intellektualitet eller logik. Og med denne næring vil mennesket blive et tiltagende kosmisk lys. Det vil i stigende grad blive en lysende og varmende sol for sine omgivelser. Det er dette, solfiguren i stjernefelt nr. 12 skal symbolisere. Her er mennesket blevet ét med Gud. Det har fået kosmisk bevidsthed. Og i Guds ånds strålevæld funkler, lyser og varmer det over onde og gode, over retfærdige og uretfærdige, over primitive og intellektuelle. Det smelter og underminerer krigens isbjerge i menneskesindet og baner vej for fredens blomsterenge og sommerdage i væsenets bevidsthedsregioner og væremåde. Her er den "fortabte søn" vendt tilbage til sin Fader. Og Gud vandrer atter med Adam i paradisets have. I kraft af væsenets skiftende passage gennem spiralkredsløbenes lys- og mørkesfærer garanteres evig fornyelse af dets manifestations- og livsoplevelsesevne. Og det levende væsen i "Guds billede efter hans lignelse" bliver således her synligt som identisk med udødeligheden, evigheden og uendeligheden.
Symbol af Martinus
Symbol nr. 32
De tolv grundfacitter eller livsmysteriets løsning