Det Evige Verdensbillede, bog 3
4.  Den maskuline pol og den feminine pol
Den højeste ilds to store hovedorganer kender vi under begreberne "den maskuline pol" og "den feminine pol". Disse to poler er til stede i ethvert levende væsen. De eksisterer i et evigt indbyrdes skiftende forhold til hinanden i væsenet. Disse indbyrdes skiftende forhold afføder tilsvarende skiftende forvandlinger af det pågældende levende væsen. Disse forvandlinger er både fysiske og psykiske. De ændrer både organisme og mentalitet. Når vi ser på alverdens mineraler, planter, dyr og jordmennesker, bliver vi vidne til, i al fald kosmisk set, at de alle udgør livsformer, der har forvandlet sig fra en forudgående ringere tilstand og til deres nuværende mere udviklede tilstand. Og ligeledes vil vi her blive vidne til, at de nuværende livsformer er i færd med at forvandle sig til nye tilstande. Det er denne forvandlingsproces, vi må erkende som "Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse". De førnævnte livsformer: mineraler, planter, dyr og jordmennesker repræsenterer udviklings- eller skabelsesstadier, som ethvert levende væsen må gennemleve for at blive til det fuldkomne eller færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Da denne Guds skabelse forvandler dyr til menneske, forvandler den altså et væsen fra at være morderisk og livsødelæggende til at være et væsen, der er alkærlig og livsbefordrende eller til glæde og velsignelse for alt levende. Fra at være et ligefrem djævlemenneske, et geni i mørkets udfoldelse, bliver det forvandlet til at være et kulminerende kærlighedsvæsen, et geni i lysets udfoldelse. Men to diametrale modsætninger som djævlemennesket og gudemennesket, altså mennesket i Guds billede, kan absolut ikke have samme organiske struktur bag sin væremåde eller livsudfoldelse. For det ene væsen er den organiske struktur af en sådan art, at den gør det til en livsbetingelse for væsenet at måtte dræbe for at leve. Hos det andet væsen er den organiske struktur af en sådan art, at den bringer væsenet til hverken at kunne dræbe, myrde eller på anden måde gøre noget levende væsen fortræd. I bedste tilfælde elsker det sin næste, som det elsker sig selv og er bevidst i Gud, medens det andet væsen i bedste tilfælde kun kan udfolde en egoistisk sympati, hvilket vil sige: forelskelse over for et væsen af modsat køn, i hvilket det kan finde genforelskelse. Der, hvor det ikke finder denne genforelskelse, kan dets parringssympati let blive til had.
      Om væsenet hører til de dræbende og ukærlige væsener, eller det hører til de kærlige og livsbefordrende væsener er afhængig af dets to seksuelle polers indbyrdes forhold til hinanden. Hos det dræbende og ukærlige væsen er den ene af de to poler midlertidigt mere eller mindre latent, medens den anden pol så at sige bærer hele livsfunktionen og væremåden. Hos nogle væsener er det den feminine pol, der er mere eller mindre latent, hvorved den maskuline pol bliver fundamentet for væsenets livsfunktion og væremåde. Et sådant væsen kender vi under begrebet "hankønsvæsen". Hos andre væsener er det den maskuline pol, der er mere eller mindre latent, hvorved den feminine pol bliver fundamentet for væsenets livsfunktion og væremåde. Væsenet fremtræder da som det, vi kender under begrebet "hunkønsvæsen". Da disse væsener således fremtræder som specielle hankøns- og hunkønsvæsener, udtrykker vi dem som "enpolede" væsener.
Symbol af Martinus
Symbol nr. 33
De dyriske og menneskelige tankeklimaer
Symbol af Martinus
Symbol nr. 33A
Registrering af symbol nr. 33