Det Evige Verdensbillede, bog 5
Udvalgte tekster
til symbol nr. 68
 
Kontaktbrev nr. 3, 1950, Spørgsmål og svar, spørgsmål 6
 
Spørgsmål 6:
Sker der vitamintab ved kogning af de vegetabilske ernæringsprodukter?
 
Svar:
For at løse dette problem må man lære at forstå, at al mad eller ethvert næringsprodukt, det være sig animalsk eller vegetabilsk i sin kosmiske analyse er udtryk for mikroliv, hvilket igen vil sige myriader af levende mikrovæsener. Men da levende fysiske væsener består af ånd og stof, vil næringsprodukterne således også bestå af ånd og stof. For at kunne blive optaget som næring i en organisme må dette mikroliv "fordøjes". Det sker altså ved hjælp af væsenets fordøjelsesorganer og den heraf udløste mavesyre. Denne fordøjelsesproces betyder for mikrovæsenerne en udskillelse af deres ånd fra deres legeme. Denne ånd opsummeres eller inkarneres i den fordøjende organismes kød og blod som fornyende liv, medens stoffet, hvilket vil sige mikrovæsenernes efterladte fysiske legemer, der nu er lig, går ud som afføringsstoffer. Denne af materien udskilte mikroånd eller dette mikroliv udgør altså den virkelige næringsværdi. Det er reaktionen af dette mikroliv eller denne mikroånd, der igen udgør det, vi kalder "vitaminer".
     Da ånd som bekendt overlever enhver fysisk organismes undergang, til hvilken den har været bundet, vil mikroånden eller mikrolivet i ethvert ernæringsprodukt umuligt kunne tilintetgøres, formindskes eller forstærkes, men vil overleve enhver form for udskillelse fra det fysiske stof, ligegyldigt om denne udskillelse sker i kraft af mavesyre eller kogning. Fordøjelsen i sig selv er således kun en udskillelses- eller befrielsesproces af ånd eller mikroliv til fordel for en opbygning og vedligeholdelse af det fordøjende væsens organisme. At denne fordøjelse eller udskillelsesproces suppleres med en kunstig proces som f.eks. kogning, har ingen som helst indflydelse på selve placeringen af den frigjorte udødelige mikroånds nye inkarnation. Denne bestemmes udelukkende af mikroåndens eller mikrolivets egne talentkerner. Hvis disse talentkerner er af en sådan natur, at de kan komme til fuld normal udfoldelse i den fordøjende organismes kød og blod, inkarnerer de øjeblikkeligt her. Dette sker navnlig med hensyn til det modne frugtkød omkring kernerne. Derimod er der meget af det frigjorte mikroliv, der ikke kan komme til normal udfoldelse i nævnte kød og blod. Dette mikroliv inkarnerer derfor hurtigt i andre stoffer eller materier, hvor betingelserne for dets talentkerneudfoldelse er fuldkomment til stede. Da der er meget af denne form for mikroliv til stede i de ernæringsprodukter, overfor hvilke man i særlig grad anvender kogningen, nemlig kød, brusk og blodprodukter, er det rimeligt, at man her kan konstatere en mindre vitaminaktivitet end ellers, eller et vitaminsvind, men det skyldes som nævnt absolut ikke kogningen, men derimod selve det pågældende mikrolivs uegnethed til optagelse som næring i vedkommende organisme. Og det ville ikke ændre situationen selv om de nævnte produkter blev nydt i ukogt eller rå tilstand. Kogningen er således ikke blot uskadelig, men er en glimrende hjælp for mennesket i dets kosmiske vandring henover de grove og vanskeligst fordøjelige animalske og vegetabilske produkters tidsepoke til en kommende ny verdenskulturs strålende guldalder, hvor kosten ikke mere er et problem, men sammen med al den øvrige daglige tilværelse vil være en moden menneskeheds guddommelige nydelse af den af Gud selv igennem Alnaturens strålevæld skabte, evige sundhedskilde.
 
 
Kontaktbrev nr. 4, 1950, Spørgsmål og svar, spørgsmål 8
 
Spørgsmål 8:
Ifølge tidligere besvarelser af spørgsmål her i korrespondancebrevet angående den vegetabilske ernæring synes det at fremgå, at råkostnydelse ikke er mere fordelagtig end nydelsen af de kogte produkter, er det rigtigt?
 
Svar:
De tidligere besvarelser af ovennævnte spørgsmål har ikke drejet sig om at belyse, hvorvidt råkost var at foretrække fremfor den kogte mad, men kun at henvise til, at den vegetabilske føde var at foretrække fremfor den animalske, ligesom der også i de nævnte besvarelser kun er taget stilling til, om selve kogningens anvendelse i ernæringsproduktionen var skadelig eller ikke skadelig. Det må derfor naturligvis være underforstået, at den analyse af kogningen, der blev givet i besvarelsen, kun gælder i de situationer og med hensyn til bearbejdelsen af de produkters omdannelse til tålelig føde for mennesket, der har gjort kogningen aktuel og gennem århundreders erfaringer vist denne som ligefrem uundværlig i det jordmenneskelige ernæringsområde.
     At kogningen ikke behøves overfor de ernæringsprodukter, der af naturen selv allerede er omdannet til en form for så åndeligt overvægtigt mikroliv og kun iklædt et sådant minimum af fysisk materie, at det helt uden at dræbes kan optages som næring i en organisme og her fortsætte sin normale tilværelse, er selvfølgeligt. Uden dette endemål for udviklingen af ernæringsprincippet og fordøjelsesprocessens forvandling fra en drabs- eller dødsproces til en livsproces for mikrolivet ville intet væsen nogensinde på det fysiske plan kunne komme fri af det dræbende princip. Det måtte stadigt igennem sin fordøjelsesproces nedkalde helvede, død og undergang over myriader af mikrovæsener for selv at kunne leve, selvom det overfor mellemkosmiske væsener (dyr og mennesker) forlængst har tilegnet sig en englelig tilværelse.
     Der er altså ved at udvikle sig en finere fordøjelsesform i jordmenneskets organiske struktur, som efterhånden skal fjerne det dræbende princip fra fordøjelsens område, således at væsenet også her i sit forhold til mikrovæsenerne kan komme til at manifestere overholdelsen af det femte bud: "Du skal ikke dræbe", og således på alle felter kan repræsentere det fuldkomne eller færdige menneskes væremåde eller den totale opfyldelse af næstekærlighedsloven.
     Med udviklingen af denne nye drabsfri fordøjelsesproces er en hermed forbunden særlig kostsituation ved at blive aktuel. Man begynder således i stigende grad at påberåbe sig "råkost" som den absolut eneste retmæssige ernæringsform og ønsker kogningen bandlyst fra ethvert felt i det menneskelige ernæringsområde. Som vi allerede er gjort bekendt med, er denne indstilling hverken logisk eller videnskabelig i de tilfælde, hvor det drejer sig om de meget robuste og grove produkters anvendelse i menneskets ernæring, idet kogningen her ikke blot er uskadelig, men ligefrem nødvendig som et middel, ved hvilket man kan omdanne disse for en dyrisk fordøjelsesevne beregnede produkter til menneskeføde. Noget helt andet gør sig naturligvis gældende der, hvor det drejer sig om anvendelsen af de førnævnte fra naturens hånd til ren føde færdigudviklede produkter, hvis mikroliv derfor kan overgå som næring i en organisme uden nogen form for forudgående aflivningsproces eller drabsbefordrende fordøjelse. Ja, hvor nævnte mikrolivs normale fysiske og psykiske tilværelse ligefrem er afhængig af denne optagelse som næring i en organisme. At kogningen derfor her ikke blot er overflødig, men ligefrem er skadelig vil ikke være vanskeligt at forstå, når man erfarer, at disse af naturen selv som fødemidler færdigudviklede produkter udgør de spiselige modne frugters kød og safter. At modne appelsiner, bananer, ferskener, vindruer, blommer, æbler, pærer, meloner etc. samt i nogen grad også de lettere bladprodukter, der anvendes i salater, og ligeledes de udpressede safter af milde gulerodsagtige rodprodukter ikke vinder i velsmag og aroma ved kogning og uden denne eller nogen anden aflivningsproces med lethed optages som næring i jordmenneskets organisme, tør vel forudsættes almenkendt. Og vi har således her for os, navnlig i de spiselige modne frugters kød og safter, det mikroliv, der helt uden nogen drabsproces, aflivende fordøjelse eller fysiske undergang kan optages som næring i en organisme og som derfor med denne sin kontakt med overholdelsen af det femte bud og kærlighedsloven udgør det fuldkomne menneskes sande føde.
     Men det jordiske menneske er endnu langt fra at være et færdigudviklet eller fuldkomment menneske. Det tilhører endnu i stor udstrækning stadierne mellem "dyr" og "menneske". Dets fordøjelse og kostsituation er derfor også en mellemting mellem det dyriske og menneskelige. Det har derfor endnu ikke evne til helt at kunne leve ved de rene frugters kød og safter alene, men må stadig have et vist kvantum af de grovere vegetabilske produkter. Og det nuværende jordmenneskelige ernæringsproblem er derfor ikke et spørgsmål om, hvad der er bedst, enten den her berørte råkost eller de grove produkter, indenfor hvilke kogningen endnu er aktuel, men udgør derimod i højeste grad spørgsmålet: Hvilken kombination eller sammensætning af de to kostarter skal man anvende for at gardere sin absolutte sundhed og det heraf følgende normale, kropslige velvære? –
     Da jordmenneskene er højst forskelligt udviklede og derfor heller ikke kan befinde sig på samme kosttrin, må svaret blive individuelt. Enhver må derfor iagttage sin egen organismes reaktioner overfor de forskellige ernæringsprodukter og derigennem komme til erkendelse af den kostsammensætning, der lige akkurat for ham eller hende giver den fuldkomneste fornemmelse af sundhed og velvære.
Symbol af Martinus
Symbol 68
Mavesyre, kogning og kosten