Denne væsenets udødelighed er endnu i overvejende grad for det almene, endnu ufærdige menneske mystik. Da det endnu ikke har intuitionen eller dets kosmiske sansesæt udviklet, kan det ikke på det fysiske plan direkte sanse udødeligheden. Dog har det mere eller mindre en instinktmæssig anelse om, at der er et liv efter den fysiske død. Det er denne, der stimuleres af religionerne og bliver til tro hos det religiøse væsen. Men anelse og tro er ikke det samme som oplevelse af kendsgerning. Og troen er derfor i forhold til den realistiske oplevelse af udødeligheden næsten kun som et blafrende lys, der endog kan blæse ud. Og væsenet befinder sig derved kosmisk set i åndeligt mørke. Men alt vil føre mennesket frem til at opleve dets udødelighed, alt efter som det får udviklet intuitionsevnen eller sit kosmiske sansesæt. Intuitionen er sansesættet for al kosmisk oplevelse og udvikler sig i væsenet, alt efter som alkærligheden bliver dets væremåde.