Kap.:  (f,i,78-100)       Stk.:  (1)     
      Avanceret søgning
Forord
Denne sjette og sidste bog i serien af Martinus' symbolbøger har titlen Det Evige Verdensbillede, bog 6. Bogen indeholder de sidste 23 symboler af de i alt 100 symboler, som Martinus har skabt. Hovedparten af symbolerne viste Martinus for offentligheden i kursusforedrag i perioden 1955-1962. Båndoptagelser af disse foredrag er nedskrevet, og symbolforklaringerne er blevet bearbejdet i overensstemmelse med Instituttets retningslinjer. Der er en kildeangivelse efter hvert stykke.
      Det forekommer, at Martinus i flere forskellige foredrag har forklaret det samme symbol. Disse forklaringer er alle blevet medtaget uforkortet. Der kan derfor forekomme overlapninger og gentagelser i symbolforklaringerne.
      Symbolforklaringerne i Det Evige Verdensbillede, bog 6 har i lighed med Det Evige Verdensbillede, bog 5 en mere mundtlig karakter, og de er ofte kortere end Martinus' skriftlige symbolforklaringer.
      Bogens første del består af de omtalte symbolforklaringer fra foredragene, mens bogens anden del består af udvalgte tekster, der belyser de emner, symbolerne illustrerer. Udvælgelsen af disse tekster er ikke foretaget af Martinus selv, men af Martinus Institut, og de skal derfor alene betragtes som forslag til videre studier. Læseren vil selv kunne finde andre eksempler i Martinus' samlede værk, som kan bidrage til at uddybe forståelsen af symbolerne.
      Uddrag fra foredrag, bearbejdelse og sammenstilling af tekster er sket under redaktion af Ole Therkelsen i samarbejde med en gruppe medarbejdere ved Martinus Institut.
 
Rådet for Martinus Institut
Marts 2015


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.