Det Evige Verdensbillede, bog 6
Jordklodens vegetabilepoke
Symbol nr. 79
79.1 Det store røde strålefelt på symbolet repræsenterer jordklodens dagsbevidsthed. Da jorden var i mineralriget, blev dagsbevidstheden båret af hukommelsen (indigo farve). Men igennem millionårige epoker blev jorden afkølet, da hukommelsesenergien degenererede. Jordkloden ændrede struktur, og der opstod have og kontinenter. Der blev dannet jord, og der begyndte nu at kunne være planteliv. Det vil sige, at jordklodens dagsbevidsthed ligesom planternes nu blev båret af instinktenergi. Jordkloden har i sin vegetabilepoke den samme bevidsthed på det fysiske plan, som planten har. – Det samme princip gør sig gældende for alle levende væsener. – Dengang var der mange planter og en vældig frodighed. Det, der nu er kul, var vældige plantevækster, der dækkede det meste af jordens overflade.
      På symbolet ser vi, at tyngdeenergien (orange farve) og følelsesenergien (gul farve) er i anmarch. Disse energier bærer anlæggene for at blive til en anden verden. De søger at rykke nærmere og nærmere frem mod det store strålefelt. På samme måde kom instinktenergien (rød farve) ind og blev dominerende, og jorden fik mulighed for, at der kunne være planter. I denne epoke var der endnu ikke dyr og slet ikke mennesker.
      I midten af det røde felt ser vi en takket hvid struktur og en lige struktur. Der er sort i mellemrummene. Det betyder, at det seksuelle princip er i balance, at jordklodevæsenet er dobbeltpolet. Det er først i slutningen af planteriget, at væsenet begynder at skille sig ud i den enkeltpolede tilstand, som er symboliseret ved Evas skabelse.
 
Det evige verdensbillede, 7. kursus, 1. foredrag, 26.01.1956
Symbol af Martinus
Symbol 79
Jordklodens vegetabilepoke