Det Evige Verdensbillede, bog 6
Udvalgte tekster
til symbol nr. 85
Bisættelse, kapitel 82-85
Der er intet som helst, der afkræfter jordkloden, solen og mælkevejene som levende væsener
82.
Vi har nu gennem nærværende bog fået et så stort indblik i vor egen organismes analyse, at vi har set, at billedet af os selv i form af mikrokosmos og makrokosmos i vor egen organisme i virkeligheden er et billede af verdensaltet, og at vor egen analyse således er identisk med afsløringen af selve livets mysterium, er et spejlbillede af de levende væseners umådelighed i suverænitet, og at stoffet er pro forma, mens livet er det altbeherskende "faste punkt" bag enhver form for størrelse, vibration, lyd og farve.
Er vor egen identitet som makrokosmos overfor mikroverdenen i vor egen organisme ikke det samme, som de mægtige "naturkræfter" er over for os? –
Er vi ikke netop over for gigantiske energi- eller kraftudløsende centrer som f.eks. jordkloden, solen, mælkevejen at betragte som mikroindivider? –
Hvad betyder hvert enkelt menneskes, hvert enkelt dyrs samlede manifestation eller kraftudløsning i forhold til disse umådelige centrer? –
Er disse store centrer ikke "organismer", udtryk for gigantiske væsener, udtryk for "makroindivider" over for os? –
Ja, der findes overhovedet ikke noget som helst til at afkræfte spørgsmålet.
I alle detaljer passer billedet af disse kraftcentrer på vor egen organisme.
En hvilken som helst benægtelse heraf bliver hjælpeløst udtryk for det modsatte af logik.
At jorden er en kugle, modbeviser ikke dens identitet som levende væsen
83.
Ved at betragte det nærmeste af disse mægtige centrer: jordkloden, bliver vi vidne til, at den udgør et fysisk legeme.
Den afviger altså herved ikke fra analysen af det levende væsen, fra billedet af os selv.
Man vil måske indvende, at dette fysiske legeme udgør en "kugle".
Men at det er en "kugle" afkræfter ikke på nogen som helst måde, at det er analogt med ethvert andet levende væsens fysiske legeme.
Det udtrykker kun en forskel i form, ikke i princip.
Livet viser os jo selv, gennem det umådelige ocean af højst forskelligartede former, som de samlede levende væseners organismer repræsenterer, at det ikke er begrænset til kun at kunne komme til manifestation gennem en enkelt for tid og evighed forudbestemt særlig legemsform, men at det derimod betjener sig af eller kan ytre sig gennem absolut alle former.
Men rent bortset herfra, kan det heller ikke forbindes med nogen som helst form for logik at antage, at det er formerne, der skaber livet.
Det ville være det samme som at påstå, at det er "det døde", der skaber "det levende".
Kendsgerningen viser os jo, at det er "det levende", der manøvrerer med "det døde" og derved gør enhver påstand i modsat retning abnorm.
Jorden har i princippet både mikrovæsener, blodomløb, muskulatur og skelet ligesom andre levende væsener
84.
Så vil man måske påstå, at jorden ikke er en organisme, har ikke kød og blod, har ikke de foreteelser, vi ellers er vante til at erkende som betingelser for en levende fysisk organismes fremtræden.
Men er denne påstand ikke også abnorm? –
Hvad er kød, blod og organisk materie?
Er det ikke netop en officiel videnskabelig kendsgerning, at de nævnte realiteter består af levende væsener: celler, molekyler, blodlegemer osv., altså af mikroindivider, således som vi i det foranstående har lært? –
Men mangler jorden mikroindivider? –
Er ikke samtlige levende væsener inden for dens område: mennesker, dyr og planter, mikroindivider, organisk materie, en slags celler og molekyler i dens fysiske organisme, ligesom dens blodomløb i form af vandets bevægelse heller ikke står tilbage for noget som helst andet fremskredent organisk legemes?
Desuden kan vi heller ikke komme uden om, at dens faste sten- eller mineralformation i princippet har den samme mission som skelettet i enhver anden organisme, nemlig at være det faste, bærende underlag for organismens mindre faste eller blødere, men absolut nødvendige materier.
Jorden har jo også sådanne mindre faste og blødere materier umiddelbart hvilende på sit "skelet".
Disse materier kalder vi ganske vist "jordlag".
Men er disse jordlag ikke lige så impulsive og levende som de blødere dele i de kendte organismer? –
Foregår der ikke her en lige så kolossal udløsning af kemiske stofforvandlingsprocesser som i vor egen muskulatur? –
Er det ikke netop denne udløsning, der skaber kul, guld og ædelstene, giver plantens rødder næring? –
Kunne dette finde sted, hvis jordlagene kun var død materie, hvis indhold var absolut blottet for enhver vibration eller bevægelse, var absolut stilhed? –
Er det ikke jordlagenes kemiske proces, der går igen i vort eget kød og blod, skaber vor huds overflade og får hver enkelt lille hår til at spire frem? –
Jorden har i princippet åndedræt og ernæring
85.
Med hensyn til åndedræt lader jordvæsenet heller intet tilbage at ønske i udtryk for sin identitet som levende væsen.
De tre fjerdedele af dets overflade er vand, der igen som før nævnt er det samme som dets blod.
Det eksisterende kredsløb: vandfordampningen og dampfortætningen er jordkæmpens umådelige åndedræt.
Gennem dette udløses det livsfornyende ernæringsprincip, på hvilket opretholdelsen af tilværelsen for dens mikroindivider: de levende væsener verden over, er baseret, på samme måde som mikroindividerne i vort kød og blod og øvrige materie gennem vort eget åndedræt får tildelt den samme, også for dem uundværlige livskilde.
Men det er ikke alene til vor åndedrætsernæring og de andre nævnte livsfunktioner, at der i jordkæmpen kan påvises en parallel.
Også for det rent grove ernæringsprincip, opsummering af fast føde i organismen og dens fordøjelse, giver nævnte kæmpevæsen bevis.
Det "spiser" hele døgnet rundt.
Dets "føde" opsummerer det i form af de materielle partikler, der i umådelige mængder i form af lysende stof udslynges fra solen og som naturligvis også er udgørende ernæringsmateriale for alle de øvrige planeter i solsystemet, der igen må betragtes som en endnu højere organisme, i hvilken jorden kun er udgørende et organ.
Lyshavet er således planeternes materielle føde.
Idet vi således befinder os som mikroindivider i en kæmpes organisme, vil den bevægelse, vi bliver vidne til, de vældige naturkræfter, orkaner og briser, regn og solskin, dag og nat, sommer og vinter, kulde og hede være identisk med kæmpens livsfunktioner, dens fordøjelse.
Naturkatastrofer, krig og lemlæstelse er disharmonier, er unormale tilstande, er sygdom og ufuldkommenhed i dens fremtræden.
Fred og harmoni er den fuldkomne sundhed i dens almenbefindende.

Symbol 85
Jordklodens åndelige struktur i dyreriget