Det Evige Verdensbillede, bog 6
Udvalgte tekster
til symbol nr. 88
 
Livets Bog, bind 7, stk. 2410-2411
Når man forlanger en moral og væremåde af sin næste, som han endnu ikke er udviklet til at kunne præstere
2410. Man forstår således her, at der kan være situationer, i hvilke parterne eller en af parterne er så langt tilbage i udvikling, at den slet ikke engang har evne til at give en teoretisk tilgivelse, ligegyldigt hvor gavnlig og logisk denne så end ville være for parterne. Og her kan væsenerne ikke undgå at leve i krig. Hvor stor et menneskes kærlighedsevne eller sympatiske anlæg er, kan det altså ikke selv gøre noget ved, ligeså lidt som det kan gøre ved, hvilke erfaringer det har og ikke har i dag. Den viden og klogskab, det først får på et senere tidspunkt, kan det umuligt handle efter i dag. Og her er det, at det ufærdige menneske meget ofte ødelægger sin fremtidige skæbne, både i dets nuværende og i dets kommende liv, ved ikke at kunne forstå, at dets næste ikke kan yde større eller mere human eller retfærdig væremåde end ud fra den kapacitet, der udgør grænsen eller højdepunktet for hans udvikling. Den udvikling, han endnu ikke har opnået, kan selvfølgelig ikke give ham nogen som helst forøget kapacitet. Når det, menneskene venter sig af medmenneskenes væremåde, ikke altid kan ydes, idet det overstiger den kapacitet i væremåde, der er toppunktet af de samme væseners udvikling, viden og kunnen, bliver menneskene vrede og bitre på sådanne mindre udviklede mennesker og vil hævne sig på dem eller straffe dem. Og er det ikke for at tjene dette formål, at staternes eller nationernes fængsler, tugthuse og straffeanstalter er opførte? – Og kalder man ikke sådanne underudviklede mennesker "forbrydere"? – Kan noget være mere tåbeligt eller være en større vildfarelse end dette, at forlange af et menneske, at det skal manifestere handlinger eller en væremåde, der ligger himmelhøjt over toppunktet af det, det kan opfatte og forstå som idealisme eller moral? – Det er således tåbeligt at bedømme ens næste ud fra sit eget synspunkt. Han kan kun bedømmes ud fra hans eget synspunkt eller det udviklingstrin, han i øjeblikket befinder sig på, og ikke fra det udviklingstrin man selv befinder sig på, eftersom dette kan udgøre et trin, der ligger højere end hans, ligesom det naturligvis også kan være et trin, der er lavere end hans.
Menneskets opfattelse eller bedømmelse af et andet menneske som "forbryder" er roden til alt "ondt" i verden
2411. Det er således skrigende ulogisk ikke at regne med det udviklingstrin, et menneske befinder sig på, når man vil bedømme dets psyke og væremåde. En retfærdig analyse af et væsens psyke kan kun være en analyse af dets virkelige udviklingstrin og ikke en analyse af et udviklingstrin, der udgør et helt andet end netop det, nævnte væsen befinder sig på. Men på grund af menneskenes endnu meget mangelfulde viden om et væsens sjælelige eller åndelige struktur bedømmer de næsten altid andre mennesker ud fra deres eget udviklingstrin uden at ane, at de mennesker, de således bedømmer, eventuelt repræsenterer et helt andet udviklingstrin. Hvis dette udviklingstrin udgør et lavere trin end deres eget, repræsenterer disse mennesker selvfølgelig en moral eller livsopfattelse, der er lavere end de førstnævnte væseners. Denne lavere moral eller livsopfattelse vil da af de førstnævnte væsener i værste tilfælde blive betragtet som "forbrydelse" og væsenerne som "forbrydere". Og vi er her ved roden til alt ondt i verden. Hvad enten vi står overfor en verdenskrigs helvedesrædsler eller dødedanse eller det blot er en lille spagfærdig udløsning af antipati mellem to mennesker, vil grundårsagen altid i sin inderste analyse være parternes fejlagtige bedømmelse af hinandens særlige moral eller livsopfattelse. Hvis universiteter, skoler og læreanstalter blot havde så megen psykologisk viden eller indsigt i menneskets sjælelige struktur, at de kunne oplyse deres elever om, at ethvert menneske har sin særlige medfødte livsoplevelsesevne, ligesom det har sine medfødte blå eller brune øjne, og ligesom det ikke kan gøre ved, at det har blå eller brune øjne, således kan det heller ikke gøre ved, hvilken kapacitet dets medfødte livsoplevelsesevne repræsenterer, ville man hermed skabe det psykiske fundament i menneskesindet, uden hvilket en virkelig verdensfred vil være absolut umulig. Hvordan skal et menneske kunne have anden forståelse af moral eller væremåde end den, der er toppunktet af, hvad dets livsoplevelsesevnes højeste kapacitet kan yde det? – Hvordan skal de mindre udviklede væsener komme til at tro på og få tillid til de højere udviklede væseners moral og væremåde, når de straffer og henretter de mindre udviklede væsener netop fordi de er – mindre udviklede? 
Symbol af Martinus
Symbol 88
Den rigtige forestilling om næsten. Menneskenes forskellige karaktertrin