Grand Kursus
Selvoplevelse af livets mening
15. Livet har sit sprog, og det er blevet min mission her i verden at lære menneskene livets tale. Jeg har fået lov til at se denne tale. Jeg forstår denne tale, og det er fra denne tale, at jeg kan tale til Dem. Jeg kan sige ligesom Kristus: "Det, jeg fortæller jer, er det, Faderen har fortalt mig". Det, jeg fortæller menneskene, er det, jeg ser, der åbenbarer sig i naturen. Jeg ser, at naturen er udtryk for en levende bevidsthed, en bevidsthed, der henvender sig til de levende væsener, en bevidsthed, der sørger for de levende væsener, en bevidsthed, der er med til at fuldkommengøre de levende væsener. Tænk Dem nu at komme ind i alle disse realiteter og se det ved selvsyn. De kan se det ved selvsyn.
      Den store materialistiske epoke, som menneskene går igennem, har udviklet dem og gjort kampen for tilværelsen så fantastisk indviklet, at de derved har fået udviklet en vældig intelligens. Børn, der fødes nu, har en mægtig udviklet intelligens, og menneskene vil nu med lethed kunne lære naturens tale at kende. Der behøves ikke nogen kosmiske evner, for det er givet i verden. Jeg har fået det ved kosmiske evner, fordi jeg havde dem med fra en anden verden, og jeg måtte have det igennem kosmiske tilstande. Men de er endnu ikke alle udviklet så meget, at de kan få det på den måde. For at få det på den måde, da skal man allerede have oplevet det ved intelligensmæssig vågen dagsbevidst oplevelse igennem Forsynet.