Den nye epoke med forskning i evige realiteter
17. Livet arbejder stadig med menneskene. Først bragte instinktet menneskene til at være indstillet på, at der måtte være et forsyn eller et højere væsen. Senere fik de evne til at beherske materien, hvilket også er et led i skabelsen af mennesket i Guds billede. Et væsen i Guds billede skal også kunne beherske materien, det skal ikke være uvidende eller naiv over for materien. Derfor var det også et led i skabelsen af mennesket i Guds billede. I Bibelen bliver det bebudet: "Lader os gøre et menneske i vort billede efter vor lignelse". Det har vi lært i vor børnelærdom. Denne sætning er ganske vist symbolsk, men den er udtryk for en virkelig tilstand.
      Nu kommer den epoke, hvor menneskene skal komme til at beherske de psykiske materier. Ligesom de har forsket i mål- og vægtfacitter, således vil de komme til at arbejde med materier, der er uden for tid og rum, komme til at opleve at tænke i evigheden og arbejde med evige principper. Det er jo det, der skal til. Foreløbig har menneskene ikke kunnet tænke i andet end i tid og rum. Noget, der ikke var tid og rum, var noget, der ikke var til. De kunne slet ikke fatte noget, der ikke var tid og rum. Men nu begynder de at kunne forstå det. De vil komme til at lære at tænke uden for tid og rum.
      Alle de facitter, som De nu igennem mine foredrag vil komme til at se symboler af, er facitter over realiteter, der ikke har med tid og rum at gøre. Det er evige realiteter ligesom verdensaltet selv. Verdensaltet er aldrig begyndt, og det kan aldrig ophøre, det er en evig realitet. Derfor må dets bærende detaljer også være evige realiteter, og vi vil komme til at se verdensaltets struktur som evige realiteter. Det er ikke som med den videnskabelige, materielle forskning, for den arbejder med, at alt har en begyndelse og en afslutning. Men se, det har det ikke, når der er tale om den psykiske verden. Der kommer vi nemlig ind på det område, af hvilket den fysiske verden beherskes. Vi kommer ind på selve det mentale område, det vældige ophavs eget mentale område, dets tankeverden.
      Menneskene vandrer fremad og kommer nærmere og nærmere mod det ene store mål at komme til at opleve livets mening. Vi ser, at de har fået udviklet intelligensen, forstanden og evnen til ikke at kunne gøre ondt. Menneskene kan i mindre grad nænne at gøre noget ondt, og de får en større og større evne til at forstå det, de ser. Er det da ikke en afsløring af, hvad det er, livet vil?
      Igennem store, millionårige epoker ser vi også vor klode forvandle sig fra en lavere tilstand til en bedre og bedre tilstand, så den i dag er en glimrende bolig for tænkende væsener, som begynder at kunne tænke Guds tanker efter. Er det da ikke stadigvæk noget, der afslører livets mening?
      Når vi iagttager naturens skabelsesprocesser, ser vi, hvordan naturen har skabt sine ting færdige, så de i slutfacittet altid og uden undtagelse er til glæde og velsignelse for levende væsener. Vi ser, at livet altså har en mening.