Den længst levende afgud
13. KAPITEL
Det eneste fornødne eller den sande gudsdyrkelse
Vi har hermed fået et første lille indblik i selve livets mysterium og så, at dette at tro på, at der eksisterer en guddom, ikke er overtro, men derimod er det samme som at acceptere en absolut logisk følgeslutning af de bestående kendsgerninger. At tro på, at der ikke eksisterer noget levende ophav eller en guddom bag al naturens logiske skabelsesproces, kan altså aldrig i noget tilfælde blive andet end overtro, idet det ikke kan begrundes ud fra nogen som helst af de kendsgerninger, der fundamentalt udtrykker livet der, hvor det er hundrede procent tilgængeligt for vor samlede sanseevne. Men det var ikke alene dette, at vi så, at der var en guddom eller et levende ophav bag naturens store skabelsesproces, men vi kunne også konstatere, at dette ophav var kærlighed. Selve jordens forvandling fra ildtilstanden til dens nuværende fremtræden, med dens overdådige betingelser og ydemuligheder for skabelsen af et hundrede procent velvære for jordmenneskene, vil jo kun kunne være at udtrykke som kulminerende kærlighed.
      At mange af de nævnte væsener ikke desto mindre foreløbig både sulter og fryser og tillige lemlæster og myrder hverandre, viser os kun, at menneskeheden endnu ikke har fået indrettet sig i harmoni eller kontakt med klodens ressourcer og ydemuligheder.
      Menneskeheden udgør jo den sidste eller nyeste foreteelse i den store skabelsesproces og er således endnu ikke bragt frem til den højde eller kontakt med ressourcerne eller ydemulighederne, der betinger det fuldkomne velvære. Men at dette velvære ikke desto mindre er målet i dens store skabelsesplan, blev til kendsgerning derigennem, at menneskene forvandler sig mere og mere og allerede i deres mentalitet er indstillet på skabelse af humanitet.
      Vi så således, at igennem lidelserne, skuffelserne og fejltagelserne opstod erfaringerne. Og i kraft af disse opstod i stigende grad evnen til at undgå fejltagelserne og dermed evnen til at forebygge lidelserne.
      Og vi erkendte, at i dette felt er alle jordens mennesker i princip ens. De vil alle bekæmpe lidelserne og skabe kultur på jorden. De sukker alle efter freden. De er blot uenige om metoderne eller vejen til dette store mål. Men uenigheden udlignes igennem deres forfærdelige indbyrdes fejltagelser, der i stedet for at skabe fred og velsignelse skaber krig, armod, lemlæstelse og død.
      De mange forkerte veje bliver efterhånden mere og mere åbenlyse eller kendte, jo flere gange de er blevet befaret, og dermed evnen til at undgå dem større og større.
      Jordmenneskene fik efterhånden lært, at slavehandel ikke var den rigtige vej til fred. De fik lært, at røveri og overfald heller ikke var vejen. De så, at bagtalelse, bedrageri, uærlighed eller løgn heller ikke var vejen. Og de skabte derfor juridiske love med tilhørende politi og retsvæsen til beskyttelse af væsenerne indbyrdes. Og hvad er denne beskyttelse andet end netop kultur, humanisme eller den begyndende skabelse af fred?
      Det er rigtigt, at denne beskyttelse endnu ikke garderer imod indbyrdes krige imellem nationerne eller staterne, men den er på vej. Vi så, at moderne krige nu kun kan udløses der, hvor de enten er eller menes at være et "forsvar" for kultur eller humanisme.
      Og ligesom der efterhånden blev oprettet politi og retsvæsen til beskyttelse af statens individer, således vil der også opstå politi eller retsvæsen til beskyttelse af nationer, folk og racer. Alt er nået så langt frem i den store skabelsesproces, at det for at blive hyldet må have humanismens navn eller underskrift. Men hvad er al denne stræben hen imod humanisme eller beskyttelse af menneskerettigheder andet end åbenbaringen af den samme kærlighed som den, der forvandlede ildsøen med de smeltede materier til en strålende verden med ressourcer og ydemuligheder for skabelsen af et sandt paradis for udfoldelse af intellektuelt liv i kød og blod?
      Men når naturens store skabelsesproces således afslører sig som manifestation af kærlighed, når jordmenneskenes liv og færden ligeledes åbenbarer sig som omskabelse fra primitivitet og fejltagelser, fra krig og forfølgelser, fra sult og lemlæstelse til kultur, til humanitet, som igen er det samme som kærlighed, er det ikke så mærkeligt, at menneskehedens største repræsentanter, alle virkelige intellektuelle kapaciteter anviser "næstekærlighed" som rettesnoren for al moralitet, såvel som denne rettesnor under begrebet humanitet mere og mere ligger til grund for al religiøs udvikling og autoriseres gennem staternes kirker og templer, deres videnskab, lovsystem og retsvæsen.
      Da denne næstekærlighed således er den førende impuls i selve livets egen natur, kan samme kærlighed udelukkende kun være den form for manifestation eller bevidsthedsudfoldelse, der bringer individet i den største kontakt eller harmoni med den store skabelsesproces, ja, er selve praktiseringen af livets egen højeste udfoldelsesmetode.
      En fuldkomnere form for åbenbaring af mentalitet, bevidsthed og liv eksisterer ikke. Alle vegne, hvor et væsens manifestation afviger fra udfoldelsen af næstekærlighed, vil den kun udtrykke noget mindreårigt, noget ufærdigt, hvilket vil sige: en eller anden grad af disharmoni, smerte og lidelse, og derfor være ufuldkommen.
      Næstekærligheden er således det absolut "eneste fornødne" for ethvert jordmenneske, idet graden af dets praktisering af denne bestemmer graden af dets væren i kontakt med livet. Da medvæsenerne udgør livet, og dette igen, som vi har set, er et højeste "tænkende Noget"s manifestation, og dette "Noget" er Guddommen, bliver næstekærlighed således den højeste form for dyrkelse af dette "Noget" eller denne Guddom. Næstekærlighed er dermed at udtrykke som den eneste absolut sande gudsdyrkelse.
      I samme grad som en manifestation afviger fra næstekærlighed, vil den udgøre afgudsdyrkelse. Afgudsdyrkelse er altså det samme som et ufærdigt forhold mellem gudesønnen og Guddommen, et ufærdigt forhold imellem individet og livet, et ufærdigt forhold imellem det levende væsen og dets tilværelse. "Mindreårigheden" eller ufuldkommenheden åbenbarer sig i kraft af den omstændighed, at individets begær efter at skabe velvære for det selv overtrumfer dets begær efter at skabe velvære for dets omgivelser.
      Men hvorledes skal Guddommen kunne skabe harmoni og velvære i en zone, hvor de levende væsener således er dominerende selviske? – Når alle kun tænker på deres begærs tilfredsstillelse uafhængigt af, om denne tilfredsstillelse bliver død, lemlæstelse og lidelse for medvæsenerne, kan der jo kun lige akkurat opstå en lidelseszone som den, jordmenneskene i dag i så stor en udstrækning repræsenterer.
      At tjene sig selv i stedet for at tjene livet, omgivelserne og medvæsenerne er at gøre sig selv til et redskab for udløsning af lidelse. Hele ens færd igennem livet vil da være en eneste stor såning, spredning og fremkaldelse af lidelse.
      Tror man, det er i kontakt med logikken i den guddommelige skabelsesplan, at noget væsen fortsat kan leve på en sådan, på bekostning af andre væseners førlighed, lykke og velvære fremtrædende selvdyrkelse?
      Hvorledes tror man det muligt at skabe kultur, fred og humanitet i en sfære af sådanne væsener? – Tror man ikke, disse væsener ligesom "den fortabte søn" må lære at rette blikket tilbage til faderen og ønske at blive – blot en af hans daglejere, blive en af hans ringeste tjenere i stedet for denne af sin egen selvdyrkelse frembragte flugt fra faderen, fra fædrehjemmet til en primitiv egentilværelse blandt "svinene"?
      Og var det ikke netop dette tilbagetog, vi så i jordmenneskehedens forskrifter og idealer. Nærer ikke alle dens individer ønsket om den store, varige fred og harmoni over hele jorden og Guds ånd eller næstekærligheden lysende ud af alle øjne, vibrerende fra alle læber og kærtegnende gennem alle hænder? – Og var det ikke hertil, der allerede var overdådigt med ressourcer og ydemuligheder nok i verden? – Og var det ikke det, der var det foreløbige mål i den store forvandlingsproces eller guddommelige skabelse?