Den længst levende afgud
17. KAPITEL
Er Jesus større og ædlere end selve Guddommen?
Nej, troen på straffens og vredens Gud er ikke noget for foranstående væsener. De moralske genier er blevet for store eller modne i livets blomstring til, at et sådant "lediggængerhimmerige", som de kristnes paradis må siges at være, kan have nogen interesse. Da det samtidigt er et "nådens paradis", hvilket vil sige en himmel for de af Gud "benådede", og således er en "favorithimmel", er den dermed totalt afskåret fra at kunne byde disse kærlighedens væsener nogen lykke. Genier i kærlighed vil nemlig ingen lykke kunne føle ved selv at være i en "gudernes yndest", hvis der virkelig var nogen mulighed for en absolut fortabelse eller evig helvedespine for nogen af deres medvæsener. Deres egen kærlighed til de dømte væsener ville jo martre og pine dem i deres "himmel". Og denne himmel ville således blive deres helvede. Disse væsener lever altså ikke i nogen gudesnobberis lykkezone. De kan ikke prise sig lykkelige i den "salighed", der får de "frelste" eller "hellige" til at takke Gud, fordi de ikke er som deres fjender, eller får farisæeren til at takke Gud, fordi han ikke er som de andre mennesker: røvere, uretfærdige, horkarle osv. – De har snarere tolderens ydmyge indstilling. De synes meget ofte trods deres store geniale udfoldelse, at de gør alt for lidt for menneskene.
      Det virkelige himmerige er således ikke dette at få hyttet sit eget skind. Hvad nytter det en moder at opnå paradiset, når hendes elskede søn og datter eventuelt skal i "helvede", er "evigt fortabte"? – Vil hun ikke, hvis hun virkelig er kærlig, føle sig mere lykkelig ved at give afkald på sit eget paradis blot for at få lov til at være i sine børns nærhed, dele deres ulykke, selv om det er i "helvede"? – Er det ikke mere i overensstemmelse med Jesu mentalitet? – Og ville det ikke netop være en slags ravnemoder, der kunne være hundrede procent lykkelig og tilfreds ved blot at have fået reddet sig selv på det tørre? – "Nådens paradis" må jo således være en samlingsplads for mødre og fædre, der har mindre kærlighed til deres eget afkom end den, der er almengældende hos dyrene. Disse beskytter dog deres afkom med deres eget liv. Og findes der en større kærlighed end denne? Har Kristus ikke netop sagt, at ingen har større kærlighed end den, der sætter sit liv til for at redde sin næste? – Og gik han ikke fra sit høje stade ned i "helvede" eller lidelsernes zone for at hjælpe menneskene? – Og skyede han nogen lidelse, når der var tale om at fuldbyrde sin mission? Var der nogen lidelse eller noget, der var for svært, var for ubehageligt for ham i kampen for at hjælpe sine medmennesker til fornuft og viden? – Hans fysiske legeme var hans pant. En større garanti kan ikke ydes i tilværelsen, thi bag et sådant pant kulminerer kærligheden. Men er det ikke på den kærlighed, Kristus har baseret den virkelige kristendom?
      Men når et væsen, der ikke er Gud selv, men kun udtrykkes som hans søn, har kunnet præstere at åbenbare en sådan kærlighed for sin næste, og en almindelig normal fader og moder ligefrem også giver sit liv i pant for beskyttelsen af deres afkom, hvor meget mere må så ikke Guddommen selv stråle i samme kærlighed, i samme levemåde. Men gør den gængse kristendoms gud dette? – Har vi ikke lige set, at han er en vredens gud, der kun kunne forsones eller formildes ved sønnens slagtning og lemlæstelse? – Kan man tænke sig Jesus stille lignende krav overfor sine bødler? – Forlangte han deres lemlæstelse eller fortabelse for at formildes? – Blev han i det hele taget vred på sine plageånder? – Sagde han ikke stille, kærligt og mildt "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre?" – Behøver man at være ret meget begavet for her at se, at gudesønnen langt overstråler Guddommen i mental væremåde?
      Men er det ikke galt? – Kan en guddom blive attråværdig, så længe han opfattes med en moral eller mental væremåde, der for længst er overfløjet af hans søn? – Kan en verdensopfattelse, der viser en guddom med de største jordmenneskelige skavanker: vrede og hævngerrighed, blive til frelse for verden, så længe den samme verdensopfattelse samtidig i form af "gudesønnen" viser et væsen, der hverken kan blive vred eller hævne, et væsen, der elsker sin næste som sig selv og derfor hverken fordrer sonoffer eller andre formildende omstændigheder for at kunne tilgive sine forfølgere, ja, endog synes at vide mere end Guddommen, idet han udtrykker sætningen "thi de vide ikke, hvad de gøre"?
      At den nuværende kristendoms guddom bliver vred og er hævngerrig, kan ikke bortforklares, så længe man hævder, at han skal have "sonoffer", der jo i virkeligheden er det samme som at hævne. For at hævne må man være vred. Men ved Guddommen da ikke lige så godt som Jesus, at "syndere" "ikke vide, hvad de gøre"? – Ved han ikke, at ethvert væsens manifestation er dets "frugt", ligegyldigt hvorledes denne så end måtte være, og at intet væsen kan repræsentere et højere udviklingstrin end det, hvortil det er nået, og at det derfor bliver lige så naturligt for morderen og krigsmanden at myrde, som det er naturligt for tigeren at æde råt kød? – Ved Guddommen ikke, at det er lige så naivt at pine og lemlæste en hævner for hans væremåde, som det ville være at piske tigeren for dens lyst til kødet? – Ved Guddommen ikke, at resultatet af denne tortur ville blive nøjagtigt det samme, nemlig "dressur"? – Nej, de "kristne"s gud ved det ikke. Han har den samme uvidenhed, de samme skavanker som det almindelige jordiske menneske. I modsat fald ville vrede og hævntørst aldrig komme indenfor hans mentalitet, thi disse to faktorer kan aldrig i noget tilfælde være andet end udtryk for primitivitet og uvidenhed. De er de mentale "frugter", væsenerne bærer på de første elementære trin som dyr og jordmenneske. Hvis ikke det var så, måtte de også være til stede i Jesu bevidsthed. Men det er ikke alene i Jesu bevidsthed, nævnte faktorer ikke eksisterer. Der findes i vore dage mange mennesker, i hvem disse naturer er stærkt på retur. I modsat fald ville der ikke eksistere noget, der hed udvikling. Men det er jo en kendsgerning, at menneskehedens individer fremtræder i en stigende mental skala, på hvis nederste trin vrede og had er dominerende karaktertræk, medens nævnte faktorer bliver mere og mere sjældne, jo mere vi bevæger os op ad trinene i nævnte skala, for til sidst helt at ophøre. Dette vil altså sige, at der findes mennesker, der i moralitet og kærlighed for længst har overfløjet det moralske stadium, som tillægges de "kristne"s gud, der kun kan formildes ved sonoffer, guden, der dømmer væsener til "evig fortabelse", til evig pinsel, skønt disse væsener efter de samme kristnes opfattelse er et produkt af hans eget skaberværk. Jeg synes, den nuværende kristendoms guddom blegner ikke så lidt ved siden af den høje mentale standard, Jesus repræsenterer. Og tror man ikke, det er det, der er den samme kristendoms største skavank?